Tag dit eget udstyr med

I fremtiden vælger medarbejderne selv deres IT-udstyr, og virksomhederne gør klogt i at indrette sig på den virkelighed – sikkerhedsmæssigt og teknologisk. Læs om trenden, der er døbt BYOD.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er et opbrud på vej. Prøv selv at kigge ud over din arbejdsplads. Hvilken computer får I stillet til rådighed? Hvilken telefon? Og kig så igen og se, om nogen bruger deres egen telefon, tablet eller computer ved siden af eller som erstatning for arbejdspladsens.

Det er der måske ikke nu. Men kig rundt igen om et par år, så ser billedet helt anderledes ud. En række IT-kyndige har kigget ind i fremtiden og peger alle på én stor tendens: Bring Your Own Device – BYOD – tag dit eget udstyr med.

»Det er den vej, det kommer til at gå. Det går simpelthen så stærkt, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sammenligne det med. Det er bare den nye normal,« siger Alexander Schadow, der er business group lead hos Microsoft.

Og det er ikke kun hos den amerikanske IT-gigant, at man har set, hvilken vej vinden blæser.

»Efterhånden bliver tendensen større og større. Og jeg ser bestemt ikke nogen problemer i det. Hvis folk kan lide Apple, og det er med til at øge deres produktivitet, hvorfor skal man så sige nej? Hvis medarbejderen bruger nogle apps, der fungerer, hvorfor skal man så sige nej?« siger Kennet Kusk, der er teknisk evangelist hos det nordiske softwarefirma Visma.

Det internationale analysehus IDC forventer, at omsætningen inden for systemer til at håndtere trenden vil vokse med gennemsnitligt 22 procent om året frem mod 2017, så markedet opnår en størrelse på 2,2 milliarder dollar.

Og danske virksomheder er som så mange gange før bagud på dataområdet.

»Jeg vil sige, at blandt de danske virksomheder, jeg har talt med, at der ikke mange, der har en mobilstrategi,« siger Kim Escherich, der er ledende innovations-arkitekt hos IBM i Europa. »De har en teknologivalg-strategi – altså, om de vil have iPhones eller Android for eksempel – men ret beset er det ligegyldigt, hvilken telefon de har. Det er ikke det, der er vigtigt længere. Det er applikationen og anvendelsen, der er vigtig.«

BYOD er også blevet kaldt forbrugerisering af arbejdspladsen. Og medarbejderne ender med at have den samme tilgang til virksomhedens IT, som de har til deres egen: Hvis ikke teknologien eller softwareløsningen, som virksomhederne tilbyder, virker, så skifter medarbejderen bare til noget andet – hvilket oftest vil være deres egen, private telefon.

Det giver nogle sikkerhedsmæssige udfordringer at håndtere forskellige telefoner, og hvordan de måske får adgang til virksomhedens systemer. Det kan også være, at medarbejderne begynder at bruge Dropbox til udveksling af dokumenter eller Facebook til at kommunikere om virksomhedsanliggender – simpelthen fordi det er lettere for dem end i de systemer som virksomheden tilbyder internt.

Disse tendenser giver IT-cheferne hovedpine, og en undersøgelse lavet af Ernst & Young viser også, at IT-chefernes tre største bekymringer ved BYOD er tre forskellige afskygninger af sikkerhed.

»Der ligger en del ubehagelighed for IT-chefen. Det er et problem, hvis medarbejderne frit vælger device og applikationer, men i sidste ende handler det om at lave en IT-struktur, der kan håndtere det. Så hvis jeg glemmer min iPhone på en café, så kan IT-afdelingen slette kritiske data på den, selv om den er min egen. Det stiller nogle krav til IT-afdelingen. Men det er ikke min fornemmelse, at alle danske virksomheder endnu er helt modne på det område,« siger Kim Escherich fra IBM.

Analysehuset IDC lavede sidste år en undersøgelse blandt flere hundrede nordiske virksomheder, og den viste et noget uklart billede. Godt en fjerdedel af virksomhederne opfordrede medarbejderne til at bruge deres egne løsninger, mens en anden fjerdedel gjorde alt for at forhindre det. Det mest interessante var næsten de sidste 50 procent, der bare lod udviklingen gå sin gang.

»Den sidste halvdel er snart den mest problematiske. Man risikerer simpelthen, at det hele løber fra én« siger Anders Elbak, der er research manager ved IDC. »Jeg vil mene, at virksomhederne i højere grad skal tilpasse sig medarbejderne. Det handler om at give sine ansatte nogle værktøjer, der er naturlige at bruge, for ellers ender man med en række skyggeløsninger.«

Det er Kim Escherich enig i.

»Jeg synes, alle IT-chefer skulle gå en tur ned gennem deres virksomhed og se, hvordan folk arbejder i praksis. Selv om man ikke har en BYOD-filosofi, så bruger medarbejderne alligevel deres smart-devices, for det er sådan en ting, der spreder sig. Det er det ene aspekt – og jeg synes i øvrigt, at holdningen er stærkt problematisk – det andet aspekt er, at man kan gå glip af nogle forretningsmæssige muligheder.«

For software-udviklerne er BYOD-tankegangen ikke den store udfordring. Løsningerne skal bare laves til forskellige platforme, og det kan i dag let gøres gennem internet-løsninger, hvor den app, man åbner, egentlig bare en en web-browser.

Kim Escherich fremhæver et eksempel med et selskab, der administrerer fire butikskæder og vil have løsninger til tre forskellige platforme og fire forskellige systemer. Gang selv op. Det bliver i hvert fald mere end én løsning i skyen.

Den tendens ser man også hos Microsoft:

»Det vil stille krav til, hvilket system man har i den anden ende til at håndtere et broget landskab. Og det begynder nok lidt at lugte af, at man skal op i skyen for at sikre, at man har en sikker data- og infrastruktur. Jeg forventer, at BYOD-tankegangen kommer til at accelerere den udvikling. vi allerede har set, for programmer som vores Windows Intune og de konkurrenter, der kan det samme,« siger Alexander Schadow.

Men hvad så med sikkerhedskvalerne? Er skyen noget værd for virksomheden, der ikke vil have konkurrentens næse i regnskaberne?

»I mange tilfælde er clouden mere sikker end virksomhedernes egne systemer. Du kan jo prøve at spørge en virksomhed, hvornår de sidst har skiftet password på deres servere. Der er altså ikke mange virksomheder, der kan følge med dem, der udbyder cloud i dag,« siger Kennet Kusk fra Visma.