Tæt på fordobling af overskud sikrer Samsung rekord

Sydkoreas største koncern øgede i andet kvartal sit nettooverskud med 85 procent.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIM HONG-JI

Samsung Electronics, som er verdens største producent af mobiltelefoner og hukommelseskort, har aldrig før tjent så mange penge som i andet kvartal i år. Det fremgår af kvartalsregnskabet offentliggjort torsdag skriver AP.

Sydkoreas største virksomhedsgruppe havde i perioden fra april til udgangen af juni et overskud efter skat på 10,8 billioner won.

Det svarer til 61,5 milliarder kroner. Sammenlignet med samme kvartal året før er det en forbedring på 85 procent.

Med den rekordstore indtjening har Samsung effektivt lagt sidste års problemer bag sig. Her blev selskabet tvunget til at tilbagekalde sit nye bud på en smartphone i Galaxy Note-serien på grund af defekte batterier.

Problemerne med Galaxy Note 7 kostede Samsung et beløb svarende til over 30 milliarder kroner.

I andet kvartal opnåede divisionen for mobiltelefoner et driftsoverskud svarende til 23,4 milliarder kroner. Det er næsten dobbelt så meget som i det foregående kvartal.

Fremgangen hænger sammen med, at Samsung i foråret har lanceret et nyt flagskib i sin smartphone-serie.

Omsætningen i andet kvartal for hele koncernen var 20 procent højere end i 2016. Salget drives især frem af en stor efterspørgsel og højere priser for de hukommelseschips, der anvendes til telefoner og computere.

Allerede i begyndelsen af juli offentliggjorde Samsung et par højdepunkter fra det kvartalsregnskab, der torsdag er offentliggjort.

I den forbindelse sagde analytiker Greg Roh fra HMC Investment Securities til Bloomberg News, at Samsung har haft succes med at sænke produktionsomkostningerne på hukommelseskort eller memory chips på engelsk.

»Chippriserne vil fortsætte med at stige, og endnu et rekordstort driftsresultat er i sigte for Samsung i tredje kvartal«, vurderede han.