Syv Vestas-chefer kendte til kinesisk skandaleprojek

Tidligere Vestas-direktør Henrik Nørremark slipper for straffesag, efter at ny afhøringsrapport afslører, at yderligere syv personer fra Vestas' topledelse var involveret i det kinesisk-indiske skandaleprojekt "Project Dragon".

Læs mere
Fold sammen

De syv Vestas-chefer, der angiveligt har været involveret i sagen, kommer alle fra selskabets juridiske afdeling, divisionen for compliance, finansafdelingen og diverse driftsafdelinger.

Det skriver Børsen.

Ifølge afhøringsrapporten har en juridisk chef i Vestas, der kendte til projektet, vurderet, at det ikke var hans ansvar at stoppe projektet.

- Hvis ledelsen ville have sådan et projekt gennemført, var det ikke juridisk afdelings ansvar at bremse projektet, men blot at komme med rådgivning og indsigelse, fremgår det ifølge Børsen af rapporten.

Afhøringsrapporten kan have været medvirkende til, at Bagmandspolitiet har besluttet at droppe straffesagen mod Henrik Nørremark.

- Vi har vurderet situationen og de mange forskellige oplysninger og forklaringer, og der er simpelthen ikke tilstrækkelige beviser til, at vi tror, at han (Henrik Nørremark, red.) vil blive fundet skyldig. Vi skal jo i en mandatsvigssag bevise, at man har handlet uden for mandat, og at man har påført nogen et tab, og det mener vi ikke, at vi har tilstrækkelige beviser til, siger Marie Tullin, senioranklager hos Bagmandspolitiet, til Børsen.