Syrere og irakere er tilbage på SAS' og andres fly til USA

En dommerkendelse, der har suspenderet den amerikanske præsident, Donald Trumps, indrejseforbud, er nu gældende for de luftfartsselskaber, der flyver til USA.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Det har IATA, der er den internationale organisation for flybranchen, meddelt luftfartsselskaberne.

Det oplyste SAS til Ritzau lørdag.

Indrejseforbuddet betød, at luftfartsselskaberne skulle nægte personer at rejse til USA på et pas fra Iran, Irak, Somalia, Sudan, Syrien, Yemen eller Libyen.

En dommer ved en føderal domstol i USA har suspenderet indrejseforbuddet, mens en klage fra justitsministeren i staten Washington behandles.

Lørdag har IATA oplyst SAS, at det er dommerens kendelse og ikke præsidentens indrejseforbud, der er gældende for den internationale lufttrafik.

Dermed kan borgere, der rejser på pas fra de syv pågældende lande, igen boarde flyvninger mod USA hos SAS og andre luftfartsselskaber.

Donald Trump har på Twitter brokket sig over dommerens kendelse.

- Denne såkaldte dommers mening, som i realiteten fjerner håndhævelsen af lov og orden fra vores land, er fjollet og vil blive ændret, skriver han i et opslag på Twitter.

- Når et land ikke længere er i stand til at sige, hvem der må, og hvem der ikke må komme ind og ud af hensyn til sikkerhed: Stort problem, skriver han i andet opslag.

Tidligere lørdag oplyste SAS, at selskabet endnu ikke havde fået besked fra officielt hold om suspenderingen af indrejseforbuddet.

Den er besked er nu givet. Dermed er de foranstaltninger, der var indført, ophævet.