Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Tålmodighed er essentielt, når man arbejder i biotekbranchen. Det bekræfter administrerende direktør Kirsten Drejer fra Symphogen, der i dag har fået selskabets første milliardaftale med den tyske medicinalgigant Merck, som får eksklusiv eneret til udvikling og markedsføring af et af deres lægemiddelkandidater, som er beregnet mod kræftsvulster.
Sym004 hedder det produkt, som nu kan sikre Symphogen adskillige milliarder og dermed en usædvanlig finansiel stabilitet. Selskabet har eksisteret i 12 år, men det er deres første kræft-middel, som de får solgt til eventuelt kommercielt brug, hvis det lykkes for Merck at videreudvikle det, så de kan få det på markedet.
”Det er meget stort. Det, der betyder allermest for mig, er, at vi har fundet det helt rigtige hjem til vores lille lægemiddel-baby, så at sige. Og så de penge vi får ind gennem samarbejdet med Merck, som gør, at vi har finansiering til den anden side af 2016, og det er vi ikke vant til,” siger Kirsten Drejer, adm. direktør i Symphogen.
Indtil nu har biotekselskabet, der forsker i udvikling af lægemidler mod forskellige typer kræft, brugt omkring 200 mio. kroner hvert år. De har base i København, omkring 90 ansatte og er ikke børsnoterede, men har til gengæld fået support fra adskillige investorer fra ind- og udland, som blandt andet har sikret selskabets fremgang.
”Der er ingen tvivl om, at vi får vores investering i Sym004 tilbage med den her aftale,” siger adm. direktør Kirsten Drejer.
”Det tager mange, mange år i den her branche at komme ud med noget. Det handler om at være tålmodig og tage hvert skridt i den rigtige rækkefølge. Og så det, at vi har nogle virkelig kompetente investorer, som forstår den verden, vi opererer i, og som foreløbig er meget tilfredse med Symphogens udvikling,” siger hun.
Og der falder da også ros af fra en af deres storinvestorer, PKA, der har omkring 15 procent af aktierne i biotekselskabet. De lykønsker og takker Symphogens ledelse og medarbejdere for deres store indsats:
”Det er særdeles tilfredsstillende at have set rigtigt, da vi investerede i en så avanceret og visionær biotekvirksomhed. Det er en branche forbundet med stor risiko for investorerne, og den kræver stærk finansiel rygdækning og stor tålmodighed,” lyder det fra investeringsdirektør i PKA, Michael Nellemann Pedersen i en pressemeddelelse.
Forskning i lægemidler mod kræfttyper er selskabets speciale, som medicinalgiganten Merck nu har anerkendt med dagens milliardaftale. Symphogen vil først og fremmest bruge pengene på at starte nye lægemiddelprojekter op, som de så - forhåbentlig - kan få afsat til større virksomheder, der har pengene til at videreudvikle og markedsføre det.
Selv håber administrerende direktør Kirsten Drejer på, at de længere ude i fremtiden selv vil få mulighed for at tage et af deres produkter hele vejen.
”Det er vores langsigtede strategi at bringe vores eget kræftlægemiddel på markedet. Men vi vil stadig meget gerne blive ved med at lave aftaler af den samme slags som med Merck. Jeg håber, at mange af de andre store medicinalvirksomheder nu også vil få øjnene op for os,” siger hun.
Hvorvidt de kan se frem til selv at markedsføre et produkt inden for den nærmeste fremtid, kan adm. direktør Kirsten Drejer endnu ikke vide. Det afhænger alt sammen af den data, som de får tilbage, når produkterne testes. Men de har mange projekter i vente, som de, takket være dagens milliardaftale, nu kan starte op.
”Vi har flere ting i gryden, men de er ikke alle så langt endnu. Foreløbig har vi bare fokuseret på den her aftale med Merck, som jo også er et kæmpe kvalitetsstempel af vores produkt. Det er stort, at nogen, der har så stor en viden inden for det felt, kan se et potentiale i produktet. Der er ganske få virksomheder i verden, der ved, hvordan det her skal videreudvikles, og derfor er det så vigtigt, at det er Merck, som videreudvikler det. De er den ideelle partner, og det er det, der betyder mest for mig,” siger Kirsten Drejer, adm. direktør i Symphogen.