Sydkoreansk rederi har overambitiøse mål

Det sydkoreanske rederi Hyundai Merchant Marine (HMM) ser ud til at have svært ved at indfri sin ambition om at sikre en markedsandel på 5 pct. af det globale shippingmarked inden 2021, vurderer analysehuset Alphaliner.

ARKIVFOTO: Hyundai Merchant Marines CEO Yoo Chang-keun Fold sammen
Læs mere
Foto: YNA

Ambitionen, som blev annonceret den 12. december og ikke er fuldt op af konkrete strategier, skal holdes op imod selskabets nuværende markedsandel på 2,2 pct., noterer analysehuset i sit ugentlige nyhedsbrev.

For at opnå en markedsandel på 5 pct. ville HMM være nødt til at øge sin samlede kapacitet med mere end 650.000 tyvefodscontainere (teu) frem mod 2021, hvilket i sig selv er en stor mundfuld taget i betragtning, at rederiet i øjeblikket ikke er involveret i et program med nybygning.

Den eneste begrundelse, som HMM kunne have for sin ambitiøse målsætning, vil være nyligt vundne markedsandele i handlen i Stillehavsområdet. Ifølge data har det sydkoreanske rederi fra august til november nemlig øget sin markedsandel fra 4,4 pct. til 6,6 pct. i Stillehavsregionen.

Alphapliner påpeger dog, at de vundne markedsandele primært bunder i, at HMM har overtaget noget af lasten fra den konkursramte branchekollega Hanjin Shipping.

»Indtil videre er det fortsat uklart, om HMM vil være i stand til at fastholde de vundne markedsandele eller ej,« skriver Alphaliner.

Med til at så større tvivl er containersamarbejdet 2M, som består af rederierne Maersk Line og schweiziske MSC. Ifølge analysehuset er de to shippinggiganter også ude på at øge deres markedsandel og forbindelser i Stillehavsregionen, hvilket kan gøre det sværere for HMM at forsvare sin position.