Sydbank: Solid udlodning gør Danske Bank aktien værd at købe

Sydbank har genoptaget dækningen af Danske Bank med anbefalingen "køb", fremgår det af et notat fra det Aabenraa-baserede finanshus.

Sydbank har genoptaget dækningen af Danske Bank med anbefalingen "køb".
Læs mere
Fold sammen

Særligt forbedringen af den i forvejen stærke kapitalposition sender positive signaler til investorer, der hungrer efter en udlodning, vurderer Sydbank.
I regnskabet for andet kvartal øgede Danske Bank da også sit eget krav til kernekapitalen til mellem 14 pct. og 15 pct. fra tidligere "minimum 14 pct."

Ifølge Sydbank ønsker Danske Bank at udlodde den overskydende kapital dels som udbytte og dels som aktietilbagekøb.

Banken havde allerede i andet kvartal en bedre kapitalposition end målsætningen, da kernekapitalprocenten endte på 15,8 i perioden.

»Trods den beskedne forøgelse af kapitalkravet fremstår Danske Bank som meget velkapitaliseret og med en evne til at fortsætte et flot udlodningspotentiale,« skriver Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank, i notatet.

OMKOSTNINGERNE VIL FALDE
Sidste uges regnskab viste fortsat et pres på nettorenteindtægterne hos Danmarks største bank, men posten steg alligevel som følge af vækst i udlån og lavere finansieringsomkostninger. Sydbank forventer yderligere fremgang resten af året.

»Vi forventer, at niveauet for 2016 vil overgå sidste års nettorenteindtægter godt hjulpet på vej af de øgede bidragssatser, der træder i kraft i fjerde kvartal 2016,« lyder det fra Mikkel Emil Jensen.

Driftsomkostningerne steg i kvartalet med 3 pct. sammenlignet med året før til 5805 mio. kr. og var dermed en klar skuffelse mod analytikernes forventning om et fald på 2 pct. til 5522 mio. kr.

Det skyldtes blandt andet sæsonmæssige udsving og øgede regulatoriske udgifter, fortalte bankens topchef, Thomas F. Borgen, i forbindelse med regnskabet.

Hos Sydbank er forventningen, at kvartalets stigende omkostninger kan vendes til fald set over hele året, mens nedskrivningerne fortsat vil være på et lavt niveau.

»Grundet en stærk omkostningsstyring forventer vi fortsat, at banken når målsætningen om et omkostningsfald i år.«

»Vi forventer, at det lave niveau (for nedskrivninger red.) vil holde året ud, da forbedret kreditkvalitet, lave renter og stigende boligpriser i Danmark bør holde nedskrivningerne nede,« skriver Mikkel Emil Jensen i kommentaren.