Sydbank skuffet over Topdanmarks 2015-forventinger

Selvom fjerde kvartal overrasker positivt i Topdanmarks regnskab skuffer forventningerne til hele hele 2015.

Foto: Jan Jørgensen.
Læs mere
Fold sammen

Der var både skidt og kanel i Topdanmarks regnskab for fjerde kvartal.

Det vurderer senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen over for Ritzau Finans.

»Det forsikringstekniske resultat i fjerde kvartal er markant bedre end ventet,« slår han fast og noterer, at det skyldes bedre skadesforløb og ikke afløbsgevinster.

Det tekniske resultat blev 378 mio. kr., mens analytikere adspurgt af SME Direkt havde ventet 265 mio. kr.

Investeringsresultatet skuffer derimod. Det blev 514 mio. kr. for hele året mod ventet 587 mio. kr., og for kvartalet blev det 8 mio. kr. mod ventet 81 mio. kr.
Prognosen for 2015 er også skuffende for Sydbank.

Topdanmark sænker således forventningerne til præmievæksten til 0 pct. fra tidligere 1-2 pct..

»Der har åbenbart været noget større end ventet afgang af industrikunder i den ikke rentable ende. Det koster på præmievæksten. Dertil kommer, at Topdanmark ser en hårdere konkurrence indenfor privat. Sikkert mest inden for motor,« vurderer Jacob Pedersen.

Modelprognosen for overskuddet for 2015 på 900-1000 mio. kr. er noget mindre end ventet.

»En af årsagerne er, at der indregnes mere storm end normalt. Der har allerede været udgifter for 40 mio. kr. for stormen Egon, og Topdanmark øger vejrligsrelaterede skader med 40 mio. kr. til 210 mio. kr. mod "normalt" 170 mio. kr.,« forklarer analytikeren.