Sydbank: Novos toplinje skuffer - men indtjeningen er stærk

Toplinjen skuffer lidt i Novos regnskab for tredje kvartal, men ledelsen har godt styr på omkostningerne, og det medvirker til et driftsresultat, der overstiger analytikerforventningerne.

Foto: Linda Kastrup

Samtidig opjusteres 2017-forventningerne, mens Novos foreløbige forventninger til 2018 ligger nogenlunde på niveau med, hvad man kunne have regnet med, vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Novo venter en lav til midt encifret vækst i såvel salg og driftsindtjening i 2018.

»Med det in mente, at Novo Nordisk har for vane at spille en anelse konservativt ud med foreløbige forventninger i tredje kvartalsregnskabet, så regner jeg egentlig med, at de vil leve op til forventningerne i markedet om midt encifret vækst«, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han ser salgsmæssigt flere mørke pletter i regnskabet for tredje kvartal. Blandt andet skuffer salget af Novos nye langtidsvirkende insulin Tresiba med en omsætning på 1758 mio. kr. mod estimeret 2144 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates.

»Tresiba rammer noget under skiven, men salget har også været svært at modellere i tredje kvartal, hvilket hænger sammen med, at andet kvartal var særdeles stærkt, formentlig fordi noget salg fra første kvartal var flyttet til andet kvartal. Så det er ikke noget, der bekymrer mig stort. Det handler nok mere om timingen af salget,« siger Søren Løntoft Hansen.

Han ser til gengæld et lyspunkt i salget af Novos hurtigtvirkende insulin Novolog, mens salget af Novos diabetes 2-middel Victoza skuffer lidt, ligesom salget af Novos andet langtidsvirkende insulin Levemir også er lavere end ventet.

»For Levemir handler det formentlig om fortsat prispres i USA.«

»Til gengæld har Novo fortsat en særdeles god omkostningsstyring, og det er også derfor, at de kan oppræcisere forventningerne,« siger Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer, at 2017-forventningerne vil udløse små opjusteringer blandt analytikerne af deres estimater for i år.

Novo-aktien venter Søren Løntoft Hansen dog ikke vil bevæge sig særligt kraftigt på regnskabet.

»Der er både plusser og minusser. Og 2018-forventningerne er inden for skiven, når man tager højde for, at de ofte er konservative. Så jeg tror ikke, at aktien skal så meget på regnskabet,« siger Sydbank-analytikeren.

Skal man anlægge et negativt syn, kan den skuffende salgsudvikling for Tresiba og Levemir dog lægge pres på aktien, da det kan vidne om fortsat prispres i USA.

»Det kan muligvis få folk til at stille spørgsmålstegn ved, om der er lidt større prispres i det amerikanske marked for basal insulin end ventet,« siger Søren Løntoft Hansen.