Sydbank er stadig sulten

Med købet af Diba Bank i Næstved bliver Sydbank med Karen Frøsigs ord landsdækkende af både navn og gavn. Men bankbossen i Aabenraa melder sig på ingen måde ud af konsolideringen, og hun er klar til at købe mere, når der byder sig en mulighed med gode synergieffekter.

Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, er kommet med et højt bud på Diba Bank, så Sydbank kan få et tættere filialnet på Sydsjælland. Foto: Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

På Karens Frøsigs kontor i Aabenraa hænger der et landkort. Alle Sydbanks filialer er tegnet ind, og bankdirektørens strategi er enkel – de bare pletter skal udryddes. Natten mellem søndag og mandag kom banken et vigtigt skridt nærmere at fjerne den sidste store plet, da hun afgav et bud på Næstved-banken Diba, som faldt i bestyrelsens smag.

Prisen på 145 kr. per aktie giver aktionærerne en overkurs på hele 110 pct. og Danmarks ældste bank en samlet pris på 478,5 mio. kr. Sydbank har i forvejen filialer i blandt andet Næstved og Køge, men Karen Frøsig lægger ikke skjul på, at hun meget gerne ville have fat i Dibas syv filialer, hvoraf fem ligger på Sydsjælland.

Flueben ud for Sydsjælland

Dermed kan hun nemlig for alvor udfylde kortets sidste store plet.

»Vi er interesserede i at få en stærkere position på Sjælland, Diba dækker i sit kerneområde den del af Sydsjælland, hvor vi ikke har ret meget. Vi har en lille smule i Næstved, men slet ikke noget i forhold til Diba. Vi er heller ikke i Holbæk i forvejen. De supplerer vores egen repræsentation på Sjælland ganske fortrinligt. Det handler om at være til stede og blive kendt i lokalområdet. Det er den proces, som vi er ved at være færdige med, men hvor jeg synes, at det her er et af de sidste flueben, vi skal sætte,« siger Karen Frøsig, der betegner prisen som »fair«.

»Vores egne ting på Sjælland er måske lige til den lille side, og derfor er der også fordele at hente. Derfor har jeg haft mulighed for at tilbyde dem den pris, vi tilbyder dem,« fortsætter Karen Frøsig.Hun mener nu, at Sydbank – når købet går igennem – for alvor vil kunne betragtes som en landsdækkende bank.

»Det er mange år siden, at vi i Sydbank besluttede, at vi ville være landsdækkende. Og det mente vi også selv, at vi var i mange år, fordi vi havde København på Sjælland. Så fik vi Bank Trelleborg i 2008, der jo reelt begyndte at give os en volumen også filialmæssigt på Sjælland, men når man kigger på det, kan jeg godt se, at der nogle huller, som kan lukkes nu,« siger Karen Frøsig. Det er snart seks år siden, at Sydbank købte Bank Trelleborg, dens 16 filialer samt 30.000 kunder for 250 mio. kr., Karen Frøsig er nu sulten igen, og med udrensningen på det sydsjællandske bankmarked de senere år var Diba ved at være sidste chance for at købe sig til en større luns af markedet dér.

»I det område er der ikke mere, der mig bekendt kunne komme til salg,« siger Karen Frøsig.

Flere opkøb på vej

Sydbank-direktøren er ellers ikke færdig med at kigge sig om efter opkøbsemner, fastslår hun. Også selv om der bliver færre og færre hvide pletter på danmarkskortet i hjørnekontoret.

»Jeg kan stadig finde små huller, hvor jeg tænker, at det kunne være sjovt. Vi er stadig interesserede i at deltage i konsolideringen. Det handler ikke kun om huller, men også om at styrke positioner, hvor vi er i forvejen. Og så er der rene omkostningscases, som var tilfældet med Tønder Bank.

Det var jo ikke, fordi vi ikke var i Tønder, det var vi ganske alvorligt, men der har været meget store omkostningsmæssige synergier i Tønder,« siger Karen Frøsig med henvisning til Sydbanks opkøb af Tønder Bank for et år siden.

Sagt direkte – Sydbank er ikke færdig med at købe op.

»Nej, det er vi ikke. Vi sidder ikke med en aktuel plan, men vi kigger bestemt på, hvad der er i markedet. Vi har jo en god bank, synes vi, og den vil vi gerne udbrede til alle danskere,« siger Karen Frøsig. Maskineriet er på plads, så nye opkøbsbidder kan blive en del af Sydbank.

»Hvis man ikke har prøvet det før, så tror jeg godt, at det kan blive en stor opgave. Men vi har gjort det så mange gange før, at vi har teknikkerne på plads, så for os er det ikke. Når jeg kommer hjem med sådan noget her, så sætter alle sig på den plads, de plejer at have i det her, og så kører de hver deres forløb. Vi har meget veldefinerede roller, for det er utrolig vigtigt, at man kan håndværket,« siger Karen Frøsig.

Den store nød er at få overført Diba Bank til Sydbanks IT-system, og den venter Karen Frøsig at kunne have knækket til næste efterår.