Sydbank-boss: Prisjusteringer efter bidragssag rammer indtjening

Sydbanks indtjening faldt i første kvartal, hvilket hænger sammen med de prisjusteringer, som banken har kompenseret kunder med, efter at de blev mødt med bidragsforhøjelser fra Nykredit/Totalkredit.

Foto: CLAUS FISKER. Sydbanks topchef Karen Frøsig
Læs mere
Fold sammen

- Basisindtjeningen og dermed resultatet er en smule lavere end forventningerne fremsat ved årsregnskabet for 2015. Det skyldes primært prisjusteringer, koncernen har foretaget som følge af den markedssituation, der opstod da koncernens leverandør af realkreditlån annoncerede bidragsforhøjelser på realkreditlån. At den samlede reduktion af resultatet er begrænset til 34 mio. kr. skyldes et markant fald i nedskrivningerne på 67 pct. samt et fald i basisomkostningerne, siger Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, i regnskabet.


Trods tilbagegangen betegner hun dog regnskabet som solidt.


- Vi viser udlånsvækst for 9. kvartal i træk og er særligt tilfredse med, at nedskrivningerne fortsætter den positive tendens, vi har set siden begyndelsen af 2014, samt at vi formår at mindske bankens omkostninger, siger Karen Frøsig.


Hun fortæller endvidere, at banken vil sætte yderligere fart på automatisering af processer.


- Vi vil i 2016 og 2017 tilføre 25 mio. kr. årligt til optimering af it-systemer. Kunder såvel som medarbejdere vil opleve forbedringer. Konkret handler det blandt andet om optimering af vores boligprocesser og forbedret integration af kreditprocesser. Begge projekter medvirker til at udvikle banken og muliggør samtidig en tilpasning af omkostningerne, siger Sydbank-topchefen.


/ritzau/FINANS