Swedbank landede bedre end ventet i første kvartal

Foto: INTS KALNINS

Den svenske storbank Swedbank, der i sidste uge fik danskeren Birgitte Bonnesen i direktørstolen, landede i første kvartal et nettooverskud på 4311 mio. svenske kr. mod ventet 4015 mio. svenske kr. ifølge estimater fra SME Direkt. Nettooverskuddet i første kvartal 2015 var 4320 mio. svenske kr.

Lavere indtægter som følge af markedsuro og lave markedsrenter modsvares af lavere omkostninger og mindskede nedskrivninger, skriver banken.

Bankens nedskrivninger i kvartalet var på 35 mio. svenske kr. mod 59 mio. svenske kr. i første kvartal sidste år. Der er tale om indtægtsførsel fra den svenske del af forretningen og i mindre grad fra den baltiske del, mens nedskrivninger steg i gruppen "store virksomheder og institutioner" som en følge af øgede reserveringer til bankens olierelaterede eksponering, oplyses det i regnskabet.

Driftsoverskuddet i banken blev på 5275 mio. svenske kr. mod ventet 5071 mio. svenske kr.

De samlede indtægter i banken landede på 9306 mio. svenske kr. mod 9618 i samme kvartal året før.