Swedbank fik milliardunderskud i 2. kvartal

Swedbank, der er en af Sveriges største banker, fik et underskud på 2 mia. skr. i andet kvartal af 2009, hvilket er markant ringere end det overskud på 3,6 mia. skr., banken præsterede i samme kvartal året forinden.

Foto: Bob Strong.
Læs mere
Fold sammen
Det ringe resultat er præsteret på baggrund af omtrent de samme indtægter som i andet kvartal af 2008, men tabene på udlån er til gengæld eksploderet i Swedbank.

Hvor banken nedskrev 0,4 mia. skr. på dårlige udlån i andet kvartal af 2008, måtte den i samme kvartal i 2009 nedskrive svimlende 6,7 mia. skr. på den post.

Administrerende direktør Michael Wolf noterer i sin kommentar, at de store udlånstab er på linje med forventningerne fra første kvartal, og at der er geografiske forskelle i de dårlige lån. Estland og Sverige har udviklet sig "noget bedre end ventet", mens Ukraine, Letland og Litauen har klaret det værre end ventet, skriver direktøren.

Han lancerer samtidig fire fokuspunkter for bankens fremtidige drift: Kreditkvalitet, indtjening, finansiering og likviditet (med sigte på selvstændig låntagning) og kapitalisering.

Der er samtidig omkostningsbesparelser undervejs, idet banken blev 862 fuldtidsansatte færre i andet kvartal, hvilket skal være med til at sikre, at der ved udgangen af andet kvartal 2010 er 3600 færre ansatte end ved udgangen af 2008.

Som et lille lyspunkt i regnskabet er resultatet i andet kvartal bedre end underskuddet på 3,4 mia. skr. i årets første kvartal, hvor nedskrivningerne på udlån var på 6,8 mia. skr.

RB-Børsen