Swap-sager i retten trækker ud i årevis

En lang række bankkunder forsøger at få rettens ord for, at bankerne aldrig skulle have solgt dem de swap-aftaler, som nu har ruineret en masse mennesker. Men bankernes strategi i retsalene betyder, at der går mange år, før sagerne når en afgørelse i retten.

Retssager om swap-aftalerne trækker ud i årevis. Retssagerne står mellem bankerne på den ene side og kunder såsom andelsboligforeninger, landmænd, øvrig erhvervsdrivende og kommuner på den anden side. Ifølge advokat Christian Schwarz-Hansen trækker sagerne ud, fordi bankerne sætter spørgsmålstegn ved hver eneste lille detalje. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

De omstridte swap-aftaler har sendt alt lige fra landmænd og øvrige mindre erhvervsdrivende til andelsboligforeninger og kommuner ud i alvorlige økonomiske problemer, og der er lange udsigter til en afklaring.

Mange af sagerne er endt i retsopgør mellem kunderne og bankerne, men sagerne trækker ud i årevis, fordi bankerne sætter spørgsmålstegn ved alt i retten og modsætter sig, at kundernes advokater indhenter vurderinger fra uvildige sagkyndige. Det siger Christian Schwarz-Hansen, advokat og partner i advokatfirmaet Lead.

»Bankerne vrider sig ret voldsomt i alle sagerne. Det vil sige, at sagerne trækker ud i lang tid. Hvert eneste spørgsmål skal vendes og drejes, og man protesterer over alt, hvad der kan protesteres over, fra bankernes side,« siger Christian Schwarz-Hansen.

Sagernes omdrejningspunkt er de såkaldte swap-aftaler, som er en aftale mellem kunde og bank om at bytte renter. Kunden bytter sig til en fast rente, mens banken betaler kundens variable rente på det realkreditlån, som aftalen er bygget på. Swap-aftalerne blev typisk indgået i årene op til finanskrisen for at sikre kunden mod en rentestigning. Men mod forventning er markedsrenten faldet kraftigt.

Det betyder, at kunderne i dag reelt betaler en overrente, da de typisk betaler omkring fem procent i fast rente, mens den variable rente er nede omkring nul procent. Den overrente omregnes til en negativ markedsværdi på swap-aftalen og udgør typisk et stort millionbeløb, som kunden på papiret må lægge oven i sin eksisterende gæld. Hvis kunden vil ud af aftalen, skal kunden betale hele den negative markedsværdi.

Swap-kunderne henviser nu til, at bankerne enten slet ikke eller i manglende omfang har fortalt om risiciene ved en swap-aftale, og at swap-aftalerne skal annulleres. Bankerne derimod holder fast i, at der er indgået en aftale, som kunden har skrevet under på.

Ifølge Christian Schwarz-Hansen beder han i alle sager om såkaldt syn og skøn.

»Ved syn og skøn stiller man spørgsmål til en sagkyndig inden for denne type finansielle instrumenter, som en swap-aftale er, og så får man vedkommende til at analysere aftalerne og får på den måde belyst på en uafhængig, men også autoritativ måde, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen,« siger advokaten.

Men netop dette syn og skøn protesterer bankerne heftigt imod, siger han.

»Jeg beder for eksempel om at stille 15 spørgsmål. Så siger banken, at det er helt overflødigt, og at jeg ikke skal have lov til at stille dem, da de udgør det, der hedder overflødig bevisførelse. Så siger jeg, at det er mit bevis, hvorefter bankerne fastholder deres synspunkt. Så udvikler man processkrifter om dét spørgsmål, og så træffer byretten en kendelse om, hvorvidt jeg skal have lov til det.«

Det gik ham imod i byretten og landsretten, men i sommer fik advokaten Højesterets tilladelse til at stille spørgsmålene i én af sine sager. Alene spørgsmålet om, hvorvidt Christian Schwarz-Hansen skal have lov til at stille spørgsmål, tager altså i sig selv knap to år.

Først herefter skal parterne til at diskutere den måde, som spørgsmålene bliver stillet på. Også det giver ofte anledning til, at retten skal træffe en afgørelse om, hvordan spørgsmålene skal formuleres, og så trækker sagerne yderligere ud. Endnu er ingen af sagerne afgjort.