Svindelring hackede sig til massiv insidersvindel

Foreløbig er ni anholdt for at have hyret ukrainske eller russiske hackere til at skaffe sig insiderviden og den købe og sælge aktier med en gevinst på over 200 millioner kroner.

En større ring af aktiehandlere, som bad hackere skaffe sig insiderviden, er blevet afsløret i USA. Arkivfoto: Glenn Chapman, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: GLENN CHAPMAN

En svindelring af professionelle investorer i samarbejde med professionelle hackere er blevet optrævlet af de amerikanske myndigheder.

Ni personer - heriblandt en ambitiøs russer, der flyttede til USA - er foreløbig blevet anholdt i USA tirsdag morgen og vil i løbet af dagen blive fremstillet i Brooklyn, New York og New Jersey, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. De sigtes for at begå insiderhandel. Myndighederne siger, at de samarbejdede med ukrainske - eller måske russiske - hackere, som brød ind i IT-systemer hos nogle af de pressebureauer, som store, amerikanske virksomheder bruger til at sende officielle pressemeddelelser ud gennem.

Her stjal hackerne oplysninger fra omkring 150.000 endnu ikke offentliggjorde pressemeddelelser og sendte dem til deres amerikanske partnere, som brugte denne insiderviden til at købe og sælge aktier i et antal store, amerikanske selskaber som Boeing, Hewlett-Packard, Oracle, Caterpillar og Panera Bread. Angiveligt skal de anholdte have tjent 30 millioner dollars eller lige over 200 millioner kroner på svindelen. Hovedmanden i sagen menes alene at have tjent de 17 millioner dollars.

Penge sendt til Estland

Handelen skete via deres personlige brugerkonti, og pengene blev derefter sendt gennem banker i Estland, siger kilder tæt på efterforskningen.

De angrebne servere stod hos PRNewswire Association, Marketwired og Business Wire, hvor sidstnævnte ejes af den amerikanske mangemilliardær Warren Buffetts selskab Berkshire Hathaway.

Det er det amerikanske forbundspoliti FBI, som har stået for efterforskningen. Sagen er den første af sin art, og den viser, hvor sårbare pengemarkederne er, efterhånden som alt er blevet digitalt. Det er ikke længere nødvendigt at få nogen til at lække fortrolige oplysninger. Hackere overalt i verden kan via internetforbindelsen selv skaffe sig adgang til IT-systemerne.

Det var det amerikanske børstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), der henvendte sig til FBI efter at have konstateret mistænkelig handelsvirksomhed hos nogle af de nu anholdte. Gennem to år har myndighederne holdt øje med, hvad der skete. Angiveligt har ulovlighederne stået på gennem fem år.