Svimlende høje smørpriser - og nu får Arlas landmænd mere for mælken

Boom i priserne på bl.a. smør hos kunder den globale bageri- og isindustri får Arla Foods til at hæve betalingen til mælkeproducenterne.

I Danmark kan der i den kommende tid blive mangel på smør i supermarkederne. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark kan der i den kommende tid blive mangel på smør i supermarkederne. Og i Frankrig er croissanten i fare på grund af tårnhøje priser på smør, der udgør en tredjedel af ingredienserne i mange franske bageriers produkter.

Årsagen er, at mejerierne ikke kan følge med og klare efterspørgslen.

Den øgede efterspørgsel fra den globale fødevareindustri, lige fra cateringfirmaer og foodservice til bageri- og isindustrien, kombineret med mangel på mælk og mejeriprodukter får nu Arla Foods til at hæve betalingen til mælkeproducenterne. Det vil givet få mælkeproducenterne til at klappe i hænderne efter fald i Arlas afregningspriser i både april og maj.

»Verden mangler fedt. Overalt har vi set stor efterspørgsel fra industrikunder, specielt i de seneste to måneder. Det har fået priserne på smør, ost og andre fedtholdige produkter, f.eks. fløde, til at stige,« siger Thomas Carstensen, der er Arlas direktør for råvarehandel.

I Asien, især Kina, har der længe været vækst i priserne, og nu stiger priserne for alvor i Europa.

»I Asien venter eksperterne yderligere vækst i mælkepriserne. Det skyldes øget efterspørgsel og mindre mælkeproduktion,« siger direktøren.

I Tyskland betaler industrikunder nu 92 procent højere priser på smør hos mejerierne i forhold til for et år siden. Og Frankrig, hvor priserne i samme periode er steget med 82 procent, advarer bageriforbundet om, at bageriernes produktion af crossanter er truet.

Arla-direktør Thomas Carstensen forklarer, at global nedgang i mælkeproduktionen i landbruget kombineret med god efterspørgsel fra ikke mindst Kina trækker priserne på mejeriprodukter i vejret

Når industrikunderne betaler rigtig gode priser, øger det naturligvis indtjeningen hos mejerierne. Det får Arla Foods til at hæve afregningsprisen til landmændene.

Fra 1. juli stiger betalingen, acontoprisen, med 13 øre pr. kilo konventionel og økologisk mælk. Det betyder, økologerne vil få næsten 3,57 kr. pr. kg mælk og de konventionelle mælkeproducenter næsten 2,63 kr.

»Det er altid glædeligt, når vi kan hæve mælkeprisen til vore landmænd. Vi forventer, at det ikke bliver den sidste prisstigning. I andet halvår af 2017 ser vi positivt på efterspørgslen fra kunderne,« tilføjer Arlas direktør for råvarehandel, Thomas Carstensen.

I første halvår af 2016 førte mejeriernes meget lave afregningspriser til, at 85 procent af mælkeproducenterne kørte med likviditetsunderskud.  Mange af landmændene, der reagerede ved at skære ned på omkostningerne og have færre køer, fordi de ikke fik dækket produktionsomkostningerne, er fortsat tynget af høj gæld.

Fra september sidste år til marts i år hævede Arla hver måned mælkeprisen, hvorefter det vendte. I april og maj sænkede selskabet afregningsprisen, der nu igen bliver hævet.