Sverige sælger Vin & Sprit til højestbydende

Det statslige svenske spiritusfirma Vin & Sprit, der bl.a. står bag Absolut Vodka, bliver næste år sat på auktion ved Sveriges største privatisering nogensinde.

De statsejede svenske spritfabrikker Vin & Sprit, der blandt andet står bag succesmærket Absolut Vodka, bliver til næste år solgt til højestbydende på en auktion. Sveriges hidtil største privatisering ventes ifølge iagttagere at indbringe den svenske stat, hvad der svarer til svimlende 35 milliarder danske kroner.

Den svenske regering meddelte tirsdag, at der allerede er en hel række navnkundige firmaer, der har meldt sig på banen som potentielle købere, deriblandt amerikanske Fortune Brands og franske Pernod Ricard.

- Vi afslutter nu den forberedende fase og indleder en mere aktiv fase, sagde Mats Odell, der er minister med ansvar for de finansielle markeder.

Ifølge Odell har Sveriges borgerlige regering overvejet forskellige scenarier, deriblandt en børsnotering, men er nået frem til, at kun en auktion kan sikre statskassen den højst mulige pris.

/ritzau/TT