Sverige fordømmer igen dansk svineproduktion

Det har vakt opsigt i Sverige, at op mod en halv million smågrise dør i Danmark hvert år. Svensk supermarkedsgigant truer igen med at fjerne dansk svinekød fra køleboksene.

500.000 smågrise dør hvert år i den danske svineproduktion. Det har påny vakt forargelse i Sverige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard

Under overskriften »Undervægtige smågrise slås ihjel mod betongulv« sætter det svenske svar på DR, SVT, mandag nok en gang fokus på forholdene i de danske grisestalde.

Herefter sætter mediet skarpt lys på fakta som, at op mod en halv million smågrise hvert år dør i Danmark, og at en udbredt aflivningsmetode herhjemme er, at landmanden slår grisens hoved ned mod et betongulv.

Derudover dvæler SVT også ved det faktum, at de danske svineproducenter ligefrem spekulerer i, om det bedre kan svare sig økonomisk at aflive smågrise, der vejer under et kilo, når de bliver født.

Hans Aarestrup, direktør for Danske Svineproducenter, bekræfter over for mediet, at den slags kalkulationer finder sted i de danske svinestalde.

»Det er de svageste grise. I stedet for at vente på, at de dør af sig selv, så slår vi dem ihjel,« siger direktøren og fastslår i samme interview, at grisehoved-mod-betongulv er den suverænt mest humane måde at aflive grise på.

Det synes dog ikke at berolige den svenske supermarkedsgigant ICA. Til mediet local.se siger pressesekretær Ulrika Borg mandag aften, at supermarkedskæden vil følge udviklingen.

»For os er det vigtigt, at der ikke er dyr, der lider unødvendigt, og at svineproducenten følger reglerne i deres land, i dette tilfælde Danmark,« siger Ulrika Borg og bebuder i samme stund, at hun vil vende det med de danske svineproducenter.

Det er langt fra første gang, at den danske svineproduktion er i vælten hinsidan. Så sent som i efteråret blev der fundet MRSA-bakterier i dansk svinekød i et svensk supermarked. Og tilbage i maj 2014 opfordrede flere svensk politikere og debattører til et boykot af danske svin - den gang blandt andet på grund af forlydender om, at danske svineproducenter halekuperede svinene.

Det fik dengang også flere supermarkedskæder til at sætte en stopper for importen af dansk svinekød. Ikke desto mindre er importen af dansk svinekød samlet set steget over de seneste ti år.

Af en artikel, SVT bragte på sin hjemmeside sent mandag aften, fremgår det dog, at der dør langt flere smågrise i Sverige end Danmark. Her dør 18 procent af nyfødte grise, mens det er 14 procent af de nyfødte smågrise i Danmark, der dør.