Svenskekrig om danske feriekroner

Den svenske turismeorganisation VisitSweden satser i år stort på at få danskerne til at lægge feriekronerne hinsidan. Men på den modsatte front satser VisitDenmark med en ekstraordinær kampagne på at få danskerne til at bruge feriemilliarderne i Danmark i år.

Foto: Brian Rasmussen
Danskerne strømmer til det sydlige Sverige i hidtil uset omfang, og det er muligt at få danskerne til at lægge langt flere feriekroner i Sverige, end vi har været vant til. Sådan lyder meldingen fra turismeorganisationen VisitSweden, der nu har gjort Danmark til sit største markedsføringsområde.

Den svenske turismeorganisation satser på, at tendensen til at tage hyppige smut til Sydsverige er kommet for at blive, og organisationen regner med, at hele Sverige i fremtiden kommer til at sidde på en betydelig større andel af danskernes ferieforbrug.

»Danmark er det enkeltmarked, som VisitSweden satser mest på overhovedet de kommende år. Vi ser et enormt potentiale, da danskerne hidtil mest har forbundet Sverige med natur, skov og skærgård, men nu så småt begynder at interessere sig for flere områder,« siger VisitSwedens direktør i Danmark og Norge, danske Niels Mouritzen.

Kronekurs som god hjælp
VisitSweden vil i år og de kommende år med hjælp fra svensk erhvervsliv bruge op mod af 30 mio. kr. årligt på at markedsføre Sverige i Danmark. I alt får organisationen et årligt budget til at markedsføre Sverige over alt i verden på 110 mio. svenske kroner om året fra den svenske stat, men dertil kommer store beløb fra erhvervslivet.

Svenskerne får i øjeblikket massiv hjælp af den lave svenske kronekurs, der gør svenske varer langt billigere. En svensk krone koster således blot 69 danske øre, og statistikkerne tegner et tydeligt billede af, at danskerne for alvor har fået øjnene op for mulighederne øst for Øresund.

Ifølge de senest tilgængelige tal er antallet af danske overnatninger i det sydlige Sverige steget med 43,5 procent i årets fem første måneder i forhold til samme periode sidste år. Samtidig viser nye tal fra Øresundsbroen, at antallet af danskere, der kører over broen er steget med 36 procent i første halvår.

Det er dog indtil videre kun det sydlige Sverige, der har formået at tiltrække flere danskere. Antallet af danske overnatninger i hele Sverige er således – eksklusiv camping- og hytteovernatninger, som ikke er med i statistikken – faldet med tre procent i årets fem første måneder.

De får kamp til stregen
Mens VisitSweden har sat en offensiv ind for at lokke danskerne til Sverige, kæmper den danske søsterorganisation VisitDenmark denne sommer hårdt for at få danskerne til at holde ferie i Danmark. Almindeligvis koncentrerer VisitDenmark sig alene om at tiltrække udenlandske turister, men da den økonomiske krise i år får mange udlændinge til at blive hjemme, har organisationen i år lanceret en stor kampagne i Danmark.

»Den lave svenske kronekurs er en af årsagerne til, at det i år er nødvendigt med en ekstraordinær kampagne for at få folk til at blive i Danmark. Vi er omgivet af svage valutaer, men vi gør, hvad vi kan for at vise danskerne, hvor mange fremragende feriemuligheder, der er i Danmark,« siger VisitDenmarks adm. direktør, Dorte Kiilerich.

Hun understreger, at VisitSweden vil få kamp til stregen i kampen om danskernes feriekroner, men erkender, at man er oppe mod en hård konkurrent.

»De spiller med et kort, som vi ikke kan spille med: Den lave svenske kronekurs. Der er samtidig let tilgængelighed, og det giver gode muligheder, når det kombineres med større kampagner,« siger Dorte Kiilerich.

Det danske frisind
Med den store kampagne satser VisitDenmark på at vise et billede af Danmark som et fristed med højt til loftet.

»Der er få restriktioner på naturen i Danmark, og danskerne er generelt uformelle og afslappede. Vores frisind viser sig ved alt fra OL for homoseksuelle, World Outgames, til Christiania og meget andet. Vores kampagne handler bl.a. om danskernes frisind,« siger Dorte Kiilerich.

I VisitSweden satser man blandt andet på at give et billede af Sydsverige som danskernes andet hjemmemarked. Her er Niels Mouritzen overbevist om, at tendensen går i retning af flere danske turister i Sverige.

»Rejseafstanden er kort, og Sverige er sikkert og trygt, men har en lidt mere eksotisk dimension som rejsemål for danskerne. Vi slår blandt andet på, at naturen er storslået, at arkitekturen er anderledes, og at svenskerne er meget servicemindede,« siger han.

Der findes endnu ingen tal for danskernes overnatninger i sommermånederne.