Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Friland, Danmarks største producent af kød fra økologiske grise og frilandsgrise, har ekstraordinært vind i sejlene. På økologisk kød oplever selskabet i øjeblikket både stigende efterspørgsel og afsætning i såvel Danmark som på eksportmarkederne. Derfor har slagteriet åbnet for leverancer af flere svin.
En yderligere krølle på historien er, at flere af de største svenske supermarkedskæder har rettet henvendelser til det Danish Crown-ejede Friland med forespørgsler på leverancer af kød fra økologiske grise og frilandsgrise. Medvirkende til det er ifølge Frilands direktør, der dog ikke ønsker at oplyse navne på hvilke kæder, der er tale om, den seneste tids svenske kritik af konventionel dansk svineproduktion. Svenske politikere og butikskæder har heftigt kritiseret halekupering af smågrise, fiksering af søer og et efter svenskernes opfattelse alt for højt forbrug af antibiotika i den konventionelle danske svineproduktion.
»Debatten har haft en lille effekt, da vi på det seneste har mærket lidt større interesse for vores produkter fra svenske detailkæder. Men uanset den aktuelle debat i Sverige tror jeg generelt på, at der er et større marked for økologisk kød og kød fra frilandsgrise i Sverige. Vi har dog endnu ingen nye aftaler i hus,« siger administrerende direktør Henrik Biilmann fra Friland.
Mellem 15 og 20 svenske supermarkeder i Nordens største detailkæde, ICA med 1.320 butikker, boykotter konventionel svinekød fra Danmark. Balladen på den anden side Øresund smitter således positivt af på Friland, der er ejet af Danish Crown, som er ramt af boykotten.
Herhjemme er det er forbudt at skære haler af økologiske grise og frilandsgrise, med mindre dyrene har fået betændelse. Hertil kommer, at Friland og de danske fødevaremyndigheder stiller krav om, at økologiske svineproducenter skal være meget restriktive med brug af antibiotika til syge dyr.
Ifølge Friland er interessen for økologisk svinekød er fortsat stigende i Danmark, hvor stadigt flere kæder lægger vægt på, at have det som en fast del af sortimentet, og hvor forbrugerne også har stigende fokus på blandt andet dyrevelfærd og lavt medicinforbrug. Samtidig oplever selskabet vækst på sine store eksportmarkeder Frankrig og Tyskland. Friland har ligeledes stigende forventninger til markeder som Storbritannien, Sverige og Holland. Sidste år afsatte Friland for fire til fem mio. kr. til Sverige. Direktør Henrik Biilmand er optimistisk og tror på en fordobling af salget i løbet af nogle år.
Friland omsatte i 2013 svine- og oksekød for omkring 600 mio. kr. Danske slagterier havde sidste år en samlet afsætning på 1,2 milliarder kr. til Sverige, hvor næsten det hele var konventionelt svinekød.