Svensk koncern bag nyt københavnsk hotel til over en halv milliard kroner

Skanska investerer 566 millioner kroner i nyt Scandic-hotel nær lufthavnen.

Visualisering af projektet. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

I 2020 får København et nyt hotel.

Den svenske byggekoncern Skanska opfører et nyt Scandic-hotel nær lufthavnen og Øresundsbroen til 566 millioner danske kroner. Det oplyser Skanska i en meddelelse.

Hotellet skal ligge i kontorområdet Scanport, der blev søsat af Skanska for knap ti år siden. Scanport-området ligger i Kastrup Havn ved den Blå Planet. Hotellet bliver på 25.500 kvadratmeter og skal indeholde 357 værelser. Det kommer til at ligge knap en kilometer fra lufthavnen.

Byggeriet skal opføres i samarbejde med det Herning-baserede entrepenørselskab KPC. Konstruktionen begynder i januar 2018 og forventes færdigbygget i september 2020.

Scandic har tegnet en 20-årig lejeaftale på byggeriet.

Det svenske firma har i den grad sat sit aftryk i København med nybyggeri nær vandet. I Københavns nyeste bydel, Havneholmen, står Skanska bag en lang række nybyggerier, der huser flere kendte firmaer. Skanska havde med en overskudsgrad på 26,6 pct. den højeste overskudsgrad blandt de største ejendomsudviklere i 2016.

Det nye hotel bliver endnu et i en række af nybyggerier i området omkring lufthavnen. Den flamboyante nordmand Petter Stordalen har »kastet kærlighed og milliarder efter Danmark« - og særligt efter lufthavnen i Kastrup.

Foto: PR.

Foto: PR.

Foto: PR.