Svensk kapitalfond skyder kvart milliard i århusiansk ventilationsfirma

Den svenske kapitalfond Ratos overtager 70 procent af aktierne i den aarhusianske virksomhed airteam, der blev stiftet i 1998 af tre partnere. Foruden en tilførsel på 250 millioner kroner skal Ratos hjælpe ventilationsfirmaet med at ekspandere i Norden.

De tre airteam-stiftere Peter Bentzen, Flemming Møller og Poul Pihlmann (adm. dir.) får med en kapitalindsprøjtning fra den svenske kapitalfond Ratos mulighed for at ekspandere. Fold sammen
Læs mere

Et af landets førende ventilationsfirmaer slår nu pjalterne sammen med den svenske kapitalfond Ratos.

Airteam, der har hovedafdeling i Højbjerg syd for Aarhus, har specialiseret sig i at konstruere og levere ventilationsløsninger til både kontor- og større industribygninger.

Ratos, der er børsnoteret i Sverige, overtager 70 procent af aktierne i virksomheden og skyder omkring 250 millioner ind i det aarhusianske foretagende.

Airteam blev skabt i 1998 af de tre herrer Flemming Møller, Peter Bentzen og Poul Pihlmann, hvor sidstnævnte er adm. direktør. Han glæder sig over det nye partnerskab.

»Der har været flere interesserede udefra, men vi oplevede Ratos som meget professionelle, og så har de det samme syn som os på det at drive en virksomhed,« siger Poul Pihlmann.

I takt med at kravene til private og offentlige bygningers ventilationsystemer er steget, er markedet for leverandører vokset. Airteam beskæftiger i dag 150 medarbejdere og yderligere 250 via underleverandører. Det seneste tilgængelige regnskab - der blev offentliggjort i december 2014 - viser et overskud på 45 millioner før skat, og »forretningen er stadig god«, siger Poul Pihlmann om det regnskab, man er på vej med.

Airteam har otte kontorer spredt ud over landet, og ifølge Poul Pihlmann er et naturligt næste skridt at fokusere på de øvrige lande i norden, og her kan Ratos tillige være til hjælp.

»Vi har ikke et netværk i Sverige, og vi har ikke et netværk i Norge, så der kan Ratos være til stor hjælp. Det er vores intention på sigt at skabe afdelinger i både Sverige og Norge,« siger Poul Pihlmann og tilføjer:

»Det er ikke et udtryk for, at markedet er mættet herhjemme, for kravene bliver hele tiden skrappere, så der bliver et stort potentiale herhjemme også«.

Ratos har i forvejen ejerskab i 18 forskellige selskaber fordelt på forskellige brancher, og investeringsselskabet lægger ikke skjul på sin tilfredshed med at have købt sig ind i airteam.

»Airteam har en stærkt kundeorienteret virksomhedskultur med meget engagerede medarbejdere, en ledende markedsposition og en attraktiv forretningsmodel. Ratos investerer gerne i selskaber, som arbejder for at reducere energiforbruget i bred forstand og vi ser en stor styrke i airteams betydelige ekspertise og know-how inden for moderne, energieffektive ventilationsløsninger,« siger Susanne Campbell, adm. direktør hos Ratos i en skriftlig kommentar.

Mens Ratos erhverver 70 procent aktierne, ændrer airteam samtidig ejerstrukturen, sådan at en stribe afdelingsledere ligeledes bliver medejere af de resterende 30 procent, hvor Poul Pihlmann fortsat vil være storaktionær. Han slår dog samtidig fast, at firmaet fastholder sin selvstændighed i forhold til den daglige drift.

»Det var et must for os, at vi kunne agere fuldstændig, som vi plejede på markedet, og Ratos har gjort det klart, at de var imponeret af vores forretningsmodel, og at de overhovedet ikke vil ændre på det,« siger Poul Pihlmann.

Ratos træder formelt ind som medejere i den aarhusianske virksomhed 1. april.