Svensk ja til total overvågning

Spinkelt flertal giver efterretningstjenesten lov til at overvåge al telefoni og elektronisk post uden dommerkendelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Svenskerne har sagt ja til, at al telefoni og al brug af elektronisk post, som krydser grænserne, skal overvåges.

Både Google og Nordens største teleselskab, Telia, har kaldt det den mest vidtrækkende overvågning i Europa og har sammenlignet den med den amerikanske kontrol. Efterretningstjenesten skal nemlig ikke have en dommerkendelse for at kunne kikke og lytte med.

Politikerne i Riksdagen måtte onsdag morgen udsætte spørgsmålet, fordi der var voldsom kritik af, at ingen skulle føre kontrol med, hvad der blev overvåget. Dagen igennem blev der arbejdet på et ændret forslag, hvor bl.a. det svenske datatilsyn skulle forestå kontrollen, og sent onsdag blev loven stemt igennem det svenske parlament med det snævrest mulige flertal på 143 stemmer for og 138 imod.

»Som i Kina og Saudi-Arabien«

Et mindretal protesterede ved at dele eksemplarer af George Orwells roman »1984« om det totale overvågningssamfund ud, og i hundredvis af protesterende samlede sig uden for Riksdagen for at lufte deres utilfredshed.

Loven vil gælde fra januar og begrundes med, at den skal gøre det lettere at forhindre terrorangreb.

»Med disse nye indgreb følger den svenske regering eksempler, som de er set fra regeringer, der rækker fra Kina og Saudi-Arabien til den amerikanske regerings bredt kritiserede aflytningsprogram,» siger Googles rådgiver om privatlivets beskyttelse, Peter Fleischer.

Loven giver efterretningstjenesterne lov til at scanne alle internationale telefonsamtaler, al elektronisk post og alle telefaxer for følsomme nøgleord - vel at mærke uden en dommerkendelse.

Danskerne overvåges allerede

Siden 15. september sidste år er alle danskernes telefonsamtaler, alle beskeder og al brug af Internet blevet registreret som del af den såkaldte antiterrorpakke, der skal forhindre terrorangreb. Politiets Efterretningstjeneste skal kunne få oplysningerne med en times varsel - men kun med en dommerkendelse i hånden.

Loven er imidlertid fuld af huller, da f.eks. bibliotekers netopkoblinger er undtaget, ligesom boligforeninger med under 100 boliger heller ikke skal logge datatrafikken.

Et dokumentarprogram på svensk TV afslørede forleden, at den svenske efterretningstjeneste gennem ti år i hemmelighed har overvåget telefonsamtaler og brugen af Internet. Det har medført en storm af protester til politikerne.

LÆS MERE