Svært for aktieinvestorer at få erstatning

Det er svært for aktieinvestorer at få erstatning for tab efter mangelfuld information af aktiemarkedet. Bevisbyrden svær at løfte. I den hidtil største sag herhjemme, Hafnia-sagen, vandt den lille aktionær først ved Sø- og Handelsretten for siden at tabe ved Højesteret.

Det er meget sjældent danske investorer får mulighed for at afprøve deres rettigheder ved domstolene. I modsætning til andre lande, eksempelvis USA, er det en uhyre sjælden undtagelse, hvis en dansk investor med juraen i hånden forsøger at gøre et erstatningsansvar gældende, fordi aktiemarkedet ikke er blevet tilstrækkelig informeret.

Den største sag hidtil er Hafnia-sagen, som verserede i hele ti år, inden investorerne ved den sidste instans, Højesteret, fik afslag på erstatning. Hafnia-sagen handler på flere områder om det samme som TDC-sagen, nemlig om de helt nødvendige og afgørende informationer til aktiemarkedet.

Hafnia-sagen
Hafnia-sagen er historien om forsikringskoncernen Hafnia, som brød sammen i 1992. I forbindelse med forsøget på en rekonstruktion blev der solgt aktier for to mia. kr. Danske Bank var garanten bag denne kapitaludvidelse, og netop storbankens blåstempling fik en række investorer til at købe de nye Hafnia-aktier. Blot fire uger efter denne emission på to mia. kr. brasede Hafnia-korthuset sammen, og det endte med konkurs. Flere tusinde aktionærer tabte to mia. kr. på blot fire uger.

Men der skulle gå fire år, før der kom overraskende og nye oplysninger på bordet, om at Danske Bank var mere vidende om kaosset i Hafnia, end storbanken gav udtryk for i forbindelse med det salgsprospekt, der blev udarbejdet.

Konfrontation
Det endte siden med konfrontationen mellem den lille mand, den private investor Ole Steffensen, Hou ved Odder, mod Danske Bank, revisionsfirmaet KPMG samt erhvervsikoner som Holger Lavesen og Olav Grue.

De nye oplysninger kom frem, da Jyllands-Posten i 1996 kunne fremlægge interne bestyrelsesreferater fra Danske Bank, som viste, at storbanken på de interne linjer var betydelig mere bekymret for Hafnias økonomi end banken gav udtryk for udadtil i børsprospektet. Samtidig kom det frem, at Danske Bank tillige havde flere mia. kr. i klemme i kreditter til Hafnia.

Med baggrund i vurderingen, om at Hafnia-sagen var principiel, fik Ole Steffensen fri proces til at køre sagen. Efter en række retsmøder ved Sø- og Handelsretten, som blandt andet har særlige finansfaglige dommere, blev Danske Bank i efteråret 1999 dømt med piber og trommer til at betale erstatning til Ole Steffensen. I kølvandet på denne lille investor, lå der en række store og små Hafnia-aktionærer med et samlet krav på omkring en mia. kr.

Appellerede dommen
Danske Bank appellerede dog dommen fra Sø- og Handelsretten til Højesteret, som den 28. juni 2002 konstaterede: »Højesteret har frifundet Danske Bank, Hafnias revisorer, Hafnias konkursbo samt Holger Lavesen og Olav Grue. Dommen er enstemmig.«

Højesteret havde dog en række kritikpunkter mod det omstridte børsprospekt, men den samlede konklusion lød, at Hafnias konkurs først og fremmest skyldes de voldsomme kursfald på aktier i 1992 og altså ikke de manglende eller misvisende oplysninger i børsprospektet.

Selv om Danske Bank gik fri i Højesteret gav Hafnia-sagen dog anledning til at styrke indholdet i børsprospekterne og dermed øge kravet om give aktiemarkedet tilstrækkelig og fyldestgørende information.