Svært at bygge bro i cleantech-branchen

Cleantech-iværksættere og kapitalmarkedet har svært ved at mødes. Cleantech-klynge prøver med ny investorportal.

Foto: Liselotte Sabroe. COP15. Bright Green i Forum. Hos Cleantech, Mid-Norway
Læs mere
Fold sammen

For et år siden etablerede Søren Houmøller, ingeniør og projektkoordinator med lang erfaring fra det danske cleantech-miljø, virksomheden 1st Move. Formålet var at markedsmodne de projekter, som findes i cleantech-miljøet. Mange teknologier og løsninger er udviklet med statsstøtte – blandt andet via det såkaldte Energitekniske Udviklings- og Demonstrations Program (EUDP). Men de fleste projekter forbliver projekter og når ikke ind i en fase, hvor de er skåret til, så investorerne kan forholde sig til dem.

Det har 1st Move forsøgt at råde bod på, for der mangler en bro mellem projekt­magerne og kapitalmarkedet.

I arbejdet har Søren Houmøller fået opbakning fra bestyrelsesformand Jørgen Mads Claussen fra Danfoss og fra Dansk Energis direktør Anders Stouge. De sidder begge i virksomhedens advisory board. Der er også kommet henvendelser fra mange cleantech-iværksættere, som ønsker at være med. Alligevel må Søren Houmøller konstatere, at det er svært at få gang i markedsmodningen og kapitaliseringen af cleantech-projekter.

Venturebranchen er stået af efter betydelige tab, og de store energiselskaber har svært ved at håndtere produktudvikling på cleantech-området, fordi de ikke har erfaringen og i mange tilfælde heller ikke lysten til at investere. Desuden er de underlagt regulering, der vanskeliggør nye initiativer.

»Jeg har svært ved at se, hvor pengene skal komme fra til de cleantech-projekter, som i princippet er kommercielt interessante. Investorerne har trukket følehornene til sig, fordi cleantech er en langsigtet investering af industriel karakter. Det tør de færreste binde an med, selv om investorerne på dagens marked leder efter alternative, langsigtede investeringsmuligheder med potentielt godt afkast. Og de findes inden for cleantech«.

Direktør Claus Biel fra Cleancluster – en klynge af cleantech-virksomheder i Danmark - er knap så pessimistisk.

Han erkender, at markedsmodningen og koblingen mellem investorer og nye cleantech-virksomheder er svær. Men han mærker alligevel stigende interesse blandt investorerne.

Senest har regeringen som led i sin erhvervspolitik oprettet en grøn fond, som Vækstfonden skal administrere, og som skal give lån til virksomheder, der arbejder med cleantech-projekter. Her skal private være med til at doble beløbene op.

Han peger også på, at de statslige innovationsmiljøer har ganske mange cleantech-virksomheder i deres portefølje. I clean-klyngen selv arbejder man p.t. med at lave en investorportal, der skal være brobygger mellem investorerne og cleantech-virksomhederne.