Opdateret

Supermarkedskonge går af – lander topjob i canadisk retailgigant

Salling Groups mangeårige og markante topchef Per Bank træder ind i en helt ny virkelighed, når han fra efteråret forlader Danmark og overtager topjobbet i den førende canadiske retailgigant Loblaw.

Administrerende direktør i Salling Group Per Bank forlader koncernen til efteråret for at tiltræde en stilling som ceo i stor canadisk retailvirksomhed. Linda Kastrup

Til efteråret vil det ikke længere være Per Bank, der sidder i chefstolen hos Salling Group.

Han overdrager til efteråret posten til koncernens 46-årige finansdirektør, Anders Hagh.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

55-årige Per Bank forlader virksomheden for at tiltræde en stilling som ceo i den canadiske retailvirksomhed Loblaw.

»Det har været et privilegium at stå i spidsen for den transformation, vi har gennemført i Salling Group siden 2012. Vi er lykkedes med i fællesskab at udvikle en kundeorienteret, international retailer, der gør en reel forskel i vores kunders hverdag, og som går nye veje for at bidrage til verden omkring os,« lyder det fra Per Bank.

Han takker derudover koncernens ejere, bestyrelse og sine 61.000 kolleger for eksemplarisk samarbejde gennem mere end et årti.

»Efter en solid start på 2023 fortsætter vi sammen den kommende tid uden at lette foden fra speederen,« siger Per Bank.

Bestyrelsesformand i Salling Group Bjørn Gulden betegner tidspunktet for et skifte som helt naturligt og takker den snart afgående direktør for sin indsats.

»Jeg vil gerne takke Per Bank for hans store indsats. Sammen med Anders Hagh og resten af ledelsen har han med stor succes styret Salling Group gennem omskiftelige og udfordrende tider, og virksomheden fremstår i dag mere solid end nogensinde,« siger Bjørn Gulden.

Per Bank kom til Salling Group, som har kæderne Netto, Føtex og Bilka, i 2012 efter at have været administrerende direktør for Tesco i Ungarn og indkøbsdirektør for tekstil, elektronik og e-handel for Tesco i UK.

Den næste i rækken

Anders Hagh tiltrådte for otte år siden som finansdirektør for Salling Group efter at have siddet i samme stilling i Toms Group.

Han har desuden siddet i flere topstillinger hos blandt andre A.P. Møller - Mærsk i Hong Kong og Beijing.

Hos Salling Group har Anders Hagh spillet en væsentlig rolle i en række af koncernens største initiativer de seneste år – herunder fuldførelsen af Salling Fondenes tilbagekøb af Salling Group i 2017, erhvervelsen af discountkæden Kiwis danske lejemål samt opkøbet af Tesco Polen i 2021.

Til efteråret overdrager Per Bank posten som administrerende direktør til koncernens 46-årige finansdirektør, Anders Hagh. PR

»Jeg har sat overordentligt stor pris på samarbejdet med Per (Bank, red.) gennem otte begivenhedsrige år og ser frem til at fortsætte det gode arbejde sammen med Salling Groups øvrige ledelsesteam. Jeg er samtidig meget taknemmelig for den tillid, bestyrelsen viser mig,« siger Anders Hagh.

Han fortæller videre, at han agter at »fortsætte den stærke positionering af Salling Group, som Per har leveret«.

Per Bank fortsætter uændret som administrerende direktør indtil det tidlige efterår, hvor han overdrager nøglerne til Anders Hagh.