Supermarkedskæde undskylder dødsfald

Tre mennesker døde i bestræbelserne på at komme først til et slagtilbud. Supermarkedet beklager og holder sig frem over fra tidsbegrænsede tilbud.

Den franske supermarkedskæde Carrefour undskylder nu offentligt sin andel i tre dødsfald i den kinesiske by Chongqing. Andre 31 mennesker kom til skade, da en stor menneskemængde kæmpede om at komme først ind i butikken, der havde tilbud på spiseolie i anledning af butikkens 10 års fødselsdag. Døren til butikken brød sammen, og vagter forsøgte i stedet at barrikadere indgangen – hvilket førte til, at kunderne trampede på hinanden i kampen om at komme først ind i butikken.

De kinesiske myndigheder idømte først Carrefour en bøde på 68.000 dollar og udstedte derefter et forbud mod den slags tidsbegrænsede slagtilbud.

Carrefour, som har over 100 supermarkeder i Kina, har ifølge BBC beklaget hændelsen og undskyldt for, at sikkerheden ikke var i orden. Den ansvarlige for sikkerheden i butikken i Chongqing er fængslet.