Sultent Aarhus-firma vil æde sig ind på Just-Eat

Just-Eat får nu konkurrence af en ny dansk takeaway-portal, startet af blandt andet den tidligere direktør for netop Just-eat.

Fra den 5. marts får fastfood-giganten Just-eat.dk konkurrence fra Hungry.dk - en takeaway-portal som allerede har 200 restauranter tilknyttet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Om det er pizza, grillkylling eller sushi, du har lyst til, kan du få det bragt til døren uden at skulle gå mere end turen fra sofa til indgang gennem takeaway-portalen Just-eat.dk. Siden har vokset sig til en international fastfood-gigant, men nu kommer der konkurrence fra Midtjylland.

Hungry.dk er en nystartet Aarhus-virksomhed, som vil indtage markedet for levering af mad over nettet, og de sultne aarhusianere har allerede lavet aftaler med 200 restauranter. Virksomheden forventer at fordoble antallet af aftaler over de næste seks uger og blive landsdækkende inden for seks-ni måneder.

Det er højtstræbende, men der er stor erfaring bag, for det er tidligere folk fra Just-eat, som lancerede Hungry.dk 5. marts. Blandt andet er bestyrelsesformanden den tidligere direktør i Just-eat, Morten Larsen, og den administrerende direktør, Rune Risom, var med til at starte Just-eat op i England.

»Det er et meget ambitiøst projekt, men vores vurdering er, at det danske marked er klar til en ny takeaway-portal. Vi oplever en enorm interesse fra restauranterne og får hver dag nye henvendelser fra hele landet. Restauranterne kan se, at vi kan løfte deres forretning. Samtidig er levering af alt fra sushi til pizza og burgere over nettet i massiv vækst,« siger Morten Larsen.

Hungry.dk bliver den første takeaway-portal på nettet, som giver brugerne mulighed for at optjene bonuspoint hos de lokale restauranter og vil især satse på områder uden for de større byer.

»Vores restauranter er i dag især omkring de større byer, mens vi ikke har helt den samme dækning i eksempelvis Vestjylland. Derfor lægger vi mange kræfter i at indgå aftaler med nye restauranter, og forventer at indgå aftaler med 150 nye restauranter hver måned,« siger administrerende direktør Rune Risom.