Sukkerafgift dræner Arlas yoghurt-bæger

Regeringens sukkerafgift vil dræne Arla for 20 mio. liter frugtyoghurt, eller hvad der svarer til 28 pct. af produktionen. Det viser mejeriets beregninger foretaget med Skatteministeriets egne tal.

Arla fusionerer pakkecenteret i Slagelse Mælk, drikkeyougurt Kjærgården og palleløfter lager Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen

Afgiften på folks søde tand kommer til at bide som en hugtand for Arla.

Sukkerafgiften betyder, at eksempelvis en liter Harmonie frugtyoghurt kommer til at stige fra 15,50 til 21,75 kroner for en liter, og det kommer til at dræne produktionen af frugtyoghurt for knap 20 mio. liter. Det svarer til knap 28 procent af mejeriets produktion på ca. 70 mio. liter frugtyoghurt om året. Tallene er udregnet efter tal fra Skatteministeriet, der viser, hvad prisændringer betyder for forbruget af mejeriprodukter. Den såkaldte priselasticitet. Arlas landechef i Danmark Peter Giørtz-Carlsen finder det urimeligt, at man straffer nogle bestemte varegrupper, der udover frugtyoghurt blandt andet også omfatter marmelade, ketchup og syltede agurker.

"72 pct. af danskerne køber jævnligt frugtyoghurt, man risikerer derfor at brandbeskatte en basisfødevare,uanset mængden af sukker i en liter frugtyoghurt, fordi man laver en kiloafgift på nogle bestemte fødevaregrupper, og det mener jeg er ulogisk og urimeligt. I princippet ville man kunne købe sin naturel yoghurt og selv putte strøsukker på - bare uden afgift. Vi bliver straffet per kilo færdigvareprodukt og ikke for sukkerindholdet," siger han.

I maj advarede erhvervsorganisationen DI mod sukkerafgiften efter beregninger på, hvad sukkerafgiften vil koste danske fødevarevirksomheder i arbejdspladser. Her lød konklusionen, at 7 ud af 10 fødevarevirksomheder regnede med at skære på antallet af medarbejdere som følge af regeringens sukkerafgift, der træder i kraft 1. januar 2013. Med afgiften vil regeringen hente 1,2 mia. kroner til statskassen. Konsekvensen bliver ifølge DI, at det kan ende med at koste fødevarebranchen omkring 1.200 arbejdspladser ud af de samlede 5.000 arbejdspladser blandt de 32 deltagende virksomheder, der deltog i undersøgelsen. I tillæg vil afgiften også sende danskere på udflugt til grænsebutikkerne og derfor også koste arbejdspladser i detailhandlen. Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) afviste dengang, at afgiften vil koste danske arbejdspladsen, men branchedirektør Ole Linnet Juul fra DI følte sig stadig presset på vegne af afgiften, der ifølge organisationen især vil ramme arbejdspladser i yderkommunerne.

"Målet er fyldt. Først fedtafgiften og nu sukkerafgiften. Hvad vil regeringen med vores fremtid? Vil de bare have, at produktionsvirksomheder lukker og slukker?" spurgte han i Jyllands-Posten.

Arla har endnu ikke overblik over, hvad sukkerafgiften kommer til at koste mejeriet i omsætning og arbejdspladser, men han oplyser, at næsten hele Arlas produktion af frugtyoghurt bliver produceret i Danmark. Blandt Arlas berørte produkter er også de såkaldte drikkeyoghurter som Arlas Cultura og Yoggi Yalla!-varianter. 800.000 danskere køber ifølge Arla selv deres frugt- og drikkeyoghurt i løbet af et år.