Styrelse melder Uber til politiet

Trafikstyrelsen melder det nye samkørselskoncept Uber til politiet for brud på loven om personbefordring.

Foto: KAI PFAFFENBACH

Det nye samkørselskoncept Uber får en hård start i Danmark.

Trafikstyrelsen har onsdag besluttet at melde tjenesten til politiet for at overtræde personbefordringsloven, fortæller kommunikationsmedarbejder Mads Gundelund Gerlach til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi vurderer, at de overskrider personbefordringsloven, og det vil vi bede politiet om at undersøge nærmere,« siger han.

Trafikstyrelsen vil sende politianmeldelsen af sted senere onsdag - samme dag som amerikanske Uber har gjort sit indtog på det danske marked.

Tjenesten forventes at blive en skarp konkurrent til den etablerede taxibranche. Konceptet er, at private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, som chauffør og passager deler kørselsomkostningerne til. Uber baserer sin service på en gratis app, der bruger GPS-systemet på smartphones til at lokalisere kundens position, hvorefter dette registreres hos den nærmest tilgængelige chauffør.

Men det er ulovligt, mener Trafikstyrelsen.

»Umiddelbart vil vi vurdere, at der er tale om decideret limousinekørsel og decideret taxakørsel, og det skal man have tilladelse til at foretage. Det har Uber ikke, og derfor mener vi, at det er ulovligt,« siger Mads Gundelund Gerlach.

Styrelsen vurderer, at Uber overtræder loven med begge sine tjenester, UberBlack og UberPop.

UberBlack er en service, der forbinder passagerer og chauffører. Som passager downloader man den gratis Uber-app på sin smartphone, hvorefter man kan bestille en privatchauffør, hvis bil hører til blandt de mere luksuriøse på markedet.

UberPop er Ubers samkøringstjeneste, som har lave omkostninger. Alt sammen foregår via appen.