Studerende: Fornuftigt af CBS at slå hånden af Danske Bank

Studerende på Copenhagen Business School bakker universitetets beslutning om ikke at indgå nye samarbejder med Danske Bank op, men flere kan godt forestille sig selv at arbejde i banken. Andre samarbejder bør dog også gennemgås efter samme kriterier, lyder opfordringen.

CBS-studerende Olga Rusnak og Cecilie Børch har forståelse for, at CBS ikke ønsker at indgå nye samarbejder med Danske Bank. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

De studerende holder frokostpause omkring Dansk Bank-auditoriet på Copenhagen Business School. Det er imidlertid ikke universitetets beslutning om at stoppe fremtidige samarbejder med Danske Bank, snakken går på blandt de studerende. Flere mener ikke, at de ved nok om sagen til at udtale sig, mens andre har for travlt med skolearbejde til at tale. I et studieområde med udsigt til Københavns grønne cykelsti, der snor sig gennem campus på CBS, lykkes det imidlertid Berlingske at få nogle studerende i tale.

»Jeg tænker, det giver god mening, at CBS ikke vil associeres med en virksomhed som Danske Bank på nuværende tidspunkt,« siger Joachim Meulengracht, som læser til bachelor i International Business.

Også Laust Stenderup Jensen, der ligeledes læser International Business, forstår universitetets beslutning.

»CBS er en frontløber inden for CSR (virksomheders sociale ansvar, red.), så selvfølgelig synes jeg, at det giver mening,« siger den bachelorstuderende.

Også Olga Rusnak synes, at universitet ud fra et CSR-perspektiv har truffet den rigtige beslutning.

»Men når CBS tager så markant en beslutning, mener jeg også, at det er på sin plads, at de gennemgår andre samarbejdspartnere og sørger for, at disse har deres på det rene, når det kommer til social ansvarlighed,« lyder opfordringen fra Olga Rusnak, som læser en kandidat i Management of Creative Business Processes.

Danske Bank rekrutterer fra CBS

Om samarbejdet med Danske Bank skrev CBS i begyndelsen af 2018, at »Danske Banks engagement i CBS er blandt de både bredeste og dybeste« med henvisning til, at »det spænder fra støtte til forskning over bidrag til uddannelse og case-konkurrencer til deltagelse i CBS’ karriereaktiviteter«.

»Et af de primære formål med Danske Banks engagement i CBS handler om rekrutteringen af nye, unge talenter. Vi har et stærkt omdømme som arbejdsgiver, men også en ambition om at blive en endnu mere attraktiv arbejdsplads for studerende på de relevante universiteter,« sagde rekrutteringschef hos Danske Bank Ole Bech-Petersen i den sammenhæng.

På spørgsmålet, om hvorvidt Joachim Meulengracht kunne se sig selv arbejde i Danske Bank, svarer han, at en hvidvasksag ikke er det, der ville være udslagsgivende for, om han i fremtiden søger arbejde i banken.

»Jeg hører, det medierne rapporterer, men det har ikke påvirket mit syn på banken. Jeg har endnu ikke nok kendskab til, hvad der er sket, og jeg mener, at det er for tidligt at drage konklusion ikke at søge arbejde der, mens sagen stadig står på,« siger den bachelorstuderende, som lægger vægt på at kunne lære mest muligt på kortest tid, når han søger arbejde.

Også for Laust Stenderup Jensen er læring i fokus, når han søger arbejde. Heller ikke han afviser, at han kunne finde på at søge en stilling i Danske Bank.

»Jeg er lidt en tal-gut, så jeg kunne godt forestille mig at arbejde i Dansk Bank. Det er ikke noget, der ser så godt ud lige nu, men jeg tror nok, banken skal komme igennem det,« siger Stenderup Jensen, som langt fra tror, at Danske Bank-sagen er unik for bankerne og henviser til, at kontrollen med Københavns Andelskasse for nylig blev overtaget af Finansiel Stabilitet.

Han tilføjer, at han selv er kunde i Danske Bank og vil blive ved med at være det.

Hvidvasksagen har til gengæld gjort indtryk på Cecilie Børch, som læser til kandidat i Management of Creative Business Processes.

»Jeg har helt sikkert ændret syn på Danske Bank. Når der sker noget så omfattende og ulovligt, som nogle er vidende om og ikke stopper, på trods af de konsekvenser, det kan have for vores samfund, får det mig til at føle, at Danske Bank er en organisation, jeg ikke vil kunne stole på fremadrettet,« siger hun.

Hun understreger dog, at hun afventer resultatet af en uvildig undersøgelse, før hun træffer sine endelige konklusioner om banken.

»For mig er det endnu for tidligt at sige, om jeg ud fra mit moralske og etiske ståsted ville arbejde for Danske Bank.«