Strid om LED-selskabs revisor

OPDATERET: Investorerne i LED-selskabet, Hesalight, vil ifølge dagbladet Børsens oplysninger have en ny revisor til at kigge på virksomhedens regnskabstal for 2015. Hesalight afviser historien som falsk.

Direktør for Hesalight Lars Nørholt Fold sammen
Læs mere

LED-selskabet Hesalight er ude i et stormvejr. Ifølge Dagbladet Børsens oplysninger kræver selskabets investorer, at regnskabet for 2015 bliver gennemgået minutiøst af en ny revisor, inden offentliggørelsen senere på måneden.

Ifølge Børsens oplysninger smed investorerne bomben på et krisemøde fredag, hvor Hesalights direktør, Lars Nørholt, skulle stå skoleret over for investorerne, der har 588 mio. kr. investeret i selskabets obligationer.

Baggrunden for krisemødet var angiveligt sidste ugers skriverier i netop Børsen. Her afviste store selskaber som Novo Nordisk, Arla og Coop at have været nøglekunder hos LED-virksomheden. Hesalight havde ellers netop brugt de påståede nøglekunder til at skaffe investorerer til selskabets obligationer.

Hesalight afviser, at der på et møde skulle være stillet krav om en udredning fra en ny revisor, og adm. direktør Lars Nørholt fra Hesalight udtaler i en mail til Berlingske Business.

»Vi har løbende en god dialog med vores investorer om udviklingen i selskabet og investorerne er altid velkomne hos mig, hvis de vil have en yderlig orientering. Det er i øvrigt almindelig standard, at man i forbindelse med en kapitaltilførsel føjer en ekstra ekstern revisorbistand til arbejdet for at sikre uvildigheden. Dette betyder for HeSaLights vedkommende ikke, at vores nuværende revisor Frank Bergmann Hansen udtræder af arbejdet. Der er heller ikke rejst kritik af Frank Bergmann Hansens arbejde eller krav om udskiftning, som Børsen påstår. Jeg har fuld tillid til Frank Bergmann Hansen.«

Hesalights direktør får opbakning fra managing partner Jesper Bak fra kapitalfirmaet Dansk OTC, der tidligere har været med til at rejse kapital for Hesalight.

»Der blev på investormødet ikke rejst nogen krav fra investorerne om granskning af virksomheden eller krav om, at en ny revisor bliver indsat. I det hele taget tager vi afstand fra Børsens påstand om at investorerne udtrykte nogen betænkelighed omkring virksomhedens økonomi på omtalte møde. Lars Nørholt gav en redegørelse for HeSaLight’s økonomiske situation og den aktuelle debat om kundeporteføljen. Der var efterfølgende meget få opklarende spørgsmål,« forklarer Jesper Bak.