Stribevis af lande enige om klimaneutral skibsfart inden 2050

Fra 2050 skal søfart være helt klimaneutral, fremgår det af en erklæring, som er vedtaget i forbindelse med klimatopmødet i Glasgow. Mette Frederiksen og John Kerry og flere andre vil senere mandag uddybe beslutningen, som kan forandre den globale søfart fundamentalt.

Danmark, USA, Storbritannien og en række andre stater er enige om, at søfarten skal være helt klimaneutral inden 2050.

Ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet vil Mette Frederiksen (S) senere i dag, mandag, præsentere initiativet på klimatopmødet i Glasgow. Det vil ske sammen med blandt andre USAs særlige klimaudsending, John Kerry.

»Shippingindustrien skal være klimaneutral inden 2050 og bidrage til løsningen på den globale klimakrise,« hedder det fra Mette Frederiksen i meddelelsen.

Shippingindustrien er hårdt presset til at finde løsninger på klimaudfordringen, fordi den globale shippingindustri står for tre procent af klodens samlede CO2-udledning. Derfor er det absolut afgørende at få styr på klimaaftrykket, hvis den grønne omstilling skal komme i mål.

»Med dette initiativ sender Danmark og de underskrivende lande et klart signal til vores partnere i den offentlige og private sektor over hele verden om, at en grønnere fremtid for shipping er både nødvendig, men også mulig. Det er tid til at handle for at sikre en grønnere fremtid,« lyder det fra Mette Frederiksen.

Den nye internationale erklæring opfordrer Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) til at bidrage til klimaindsatsen ved at vedtage et mål om klimaneutral skibsfart i 2050 såvel som ambitiøse delmål i 2030 og 2040.

Intet konkret

Pressemeddelelsen indeholder ingen konkrete tiltag. Mærsk har for eksempel tidligere foreslået en såkaldt CO2-skat på shipping. Det vil gøre det mere rentabelt for rederierne at skifte til grønnere drivmidler som for eksempel metanol, biogas eller ammoniak.

Mærsks administrerende direktør, Søren Skou, sagde i sommer til Berlingske, at tiden er ved at rinde ud for skibe, der benytter traditionelle brændstoffer. Han opfordrede politikerne til at forbyde ikkegrønne drivmidler inden for de næste to årtier.

Det fremgår af meddelelsen, at Danmark også efter COP26 vil arbejde på at få flere lande til at tilslutte sig erklæringen.

Erklæringen kommer, efter at 200 virksomheder og organisationer har underskrevet en såkaldt »Call to Action«-erklæring, der har som mål at gøre søfarten klimaneutral i 2050. En af underskriverne er A.P. Møller - Mærsk, der selv har et mål om at være klimaneutral i 2050.

Det danske rederi har for nylig bestilt otte kæmpeskibe, der skal sejle på det mere klimavenlige metanol. Den beslutning blev truffet, samtidig med at Mærsk har mærket en kraftig efterspørgsel blandt kunderne om at få fragtet varer mere klimavenligt. Omkring halvdelen af virksomhedens største kunder har selv planer om at nå CO2-neutralitet. Det drejer sig blandt andet om Amazon, Disney, H&M, Microsoft, Novo Nordisk og Procter & Gamble.

Tung hale

Men en lang række af virksomhedens 80.000 kunder har ikke samme krav om at sejle klimavenligt, og Søren Skou sagde i juni, at det sandsynligvis vil kræve hjælp fra politikerne, hvis flere skulle over på grønne drivmidler.

»Vi har kunder i dag, som vil betale mere, hvis det er CO2-neutralt, og de kunder kommer vi til at vokse meget med. Men markedet kan ikke gøre det alene, fordi de, som vil betale mere, er dem med store brands. Det er dem, som selv har mål for, at emissionen skal ned, som er mest interesserede i det her. Men der er en meget lang hale af kunder, som ikke vil betale ekstra,« sagde Søren Skou dengang.

På pressemødet senere i dag vil også Marshalløernes delegationsleder ved COP26, minister Bruce Bilimon, og Henriette Thygesen, der er A.P. Møller - Mærsks flåde- og strategiske brandchef, deltage.