Streamingkrigen om danskernes pengepung optrappes nu yderligere, efter at Discovery+ indfører et billigabonnement mod, at der dukker reklamer op undervejs.
Den nye version med reklamer, som er tilgængelig fra 29. marts, koster 49 kroner om måneden mod normalprisen på 79 kroner månedligt og kommer, kort før Discovery+ bliver lagt sammen med konkurrenten HBO Max for at stå stærkere på markedet som led i fusionen mellem Warner Media og Discovery.
Med satsningen på et billigere abonnement går Discovery+ efter at få fat i langt flere danskere end nu.
Nummer otte i Danmark
HBO var ifølge analysefirmaet Wilke i efteråret 2021 den sjettemest brugte streamingtjeneste i Danmark med 28 procent af de danske husstande som abonnenter. Discovery+ lå som nummer otte med 11 procent af husstandene som kunder. Mest anvendt var Netflix med 61 procent, efterfulgt af DR med 57 procent og TV 2 Play med 42 procent af husstandene.
»Vi er rigtig glade for, at vi med vores nye abonnementsløsning kan tilbyde både vores annoncører og vores indhold et endnu større publikum. Vi brænder for at lave godt indhold og vi er naturligvis interesserede i, at det bliver set af flest muligt mennesker. Derfor giver det god mening for os, at vi kan tilbyde en løsning, der gør det muligt at nå bredere ud i flere målgrupper,« siger Kasper Kryger, der er landechef for Discovery Networks Denmark, i en kommentar.
Underholdningsabonnementet med reklamer til 49 kroner om måneden giver adgang til alle Discoverys programmer, som de lægges ud på tjenesten. Discovery har også et abonnement, hvor man tillige får syv tv-kanaler med i pakken for 99 kroner om måneden. Vil man have fire sportskanaler oven i dem, koster abonnementet 129 kroner om måneden.
De 49 kroner matcher, hvad TV 2 Play tager for sit billigste Basis-abonnement med adgang til de programmer, som tjenesten lægger ud, og med reklamer. Basisabonnementet uden reklamer koster 79 kroner om måneden, men også her kan man tilkøbe sig adgang til tv-kanalerne oveni – både med og uden reklamer.
TV 2 Play rundede i 4. kvartal 2021 900.000 abonnenter. Det er stadig mere tæt på, hvad Danmarks største tv-leverandør, YouSee, har af kunder, nemlig 980.000 ved udgangen af 2021.
Ny tjeneste får premiere til maj – stigende priser flere steder
Endnu en streamingtjeneste, Pluto TV, får premiere i Danmark, Sverige og Norge 18. maj med 70 kanaler. Det er ViacomCBS, der står bag Paramount+, og NENT, der har Viaplay, som er gået sammen om den gratis, annoncefinansierede streamingtjeneste.
Men streamingkrigen har også en pris. Telia, som er Danmarks fjerdestørste teleselskab, har netop hævet priserne på alle tre tv-pakker på Telia TV med 100 kroner hver om måneden. Telia havde ved udgangen af 2021 i alt 24.000 tv-kunder.
Også Netflix hævede for nylig sine priser for nye abonnenter i også Danmark. Basic-grundabonnementet, hvor man kun har billedkvalitet i SD (altså hverken HD eller ultra-HD/4K), forbliver uændret på 79 kroner om måneden, mens standardabonnementet stiger fra 99 til 114 kroner og premiumabonnementet fra 129 til 149 kroner om måneden. Nuværende abonnenter får besked, når deres priser stiger.