Strandede SAS-passagerer må væbne sig med tålmodighed: »Det er helt fair«

I Københavns Lufthavn bliver køerne til aflyste SAS-fly længere og længere. Grundet pilotstrejke er 673 fly aflyst fredag. Passagerer må væbne sig med tålmodighed og håbe på en ombookning.

Natten til fredag brød forhandlingerne mellem SAS-piloter og SAS sammen. Det resulterede i strejke fra piloternes side. Fredag blev omkring 673 afgange aflyst. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Køen af mennesker, der samles om skrankerne til aflyste fly, bliver længere og længere i Københavns Lufthavn fredag formiddag. På cirka 30 minutter er kun én person kommet videre til en af skrankerne.

I afgangshallen i Terminal 3 skal man gøre sig umage for ikke at opdage en person med gul vest med SAS' logo på ryggen, der flyver rundt i alle retninger for at hjælpe forvirrede eller frustrerede passagerer. De deler vand og frugt ud til dem, der er nødsaget til at vente i lange køer i håb om en hurtig ombookning.