Straarup: Vi har ikke haft brug for statslån

Danske Bank havde ikke behøvet statslånet fra Bankpakke 2, som derfor har trykket bankens image unødvendigt hårdt. Det er meldingen fra ordførende direktør Peter Straarup, som håber at kunne slippe ud af ordningen før tid.

Peter Straarup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han vil ikke indrømme det, men det er svært at overhøre ærgrelsen i hans ord. Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, fortryder, at han midt under krisen takkede ja til et lån fra staten.

Med den viden, som Peter Straarup sidder med i dag, havde det nemlig ikke været nødvendigt at få tilført 24 milliarder kroner i hybrid kernekapital fra staten i Bankpakke 2.

»Hvis man ser Danske Banks kapitalforhold, så har vi ikke haft behov for at have den ekstra solvens, som kom fra Kreditpakken, fordi vi fik ikke så store tab, som man kunne have frygtet,« siger Peter Straarup og fortsætter efter en kort pause:

»Vi tog det hybridlån, og det gjorde vi på grund af dårlig sigtbarhed på de finansielle markeder. Men vi har egentlig ikke haft brug for det. Det er jo også en af årsagerne til, at vi gerne vil ud af den nu.«

Topchefen i Danske Bank peger på, at netop Bankpakke 2 og de statslån, som bliver givet i den, har skadet sektoren i offentlighedens øjne.

»Det har også trykket Danske Banks image - også mere end vi havde regnet med - at vi skulle læne os op ad staten. Allerede dengang kunne vi i og for sig have sagt, at vi ville svede denne krise igennem, fordi finansieringen var garanteret - vi var jo i ly af statsgarantien (i Bankpakke 1, red.) Men vi tog et lån af staten, og det belastede vores image meget negativt,« siger Peter Straarup.

Det betyder ikke, at han som Danske Bank-boss og formand for Finansrådet mener, at statslånene i Bankpakke 2 generelt har været unødvendige. Den tilkøbte mulighed for at konvertere den hybride kernekapital til aktiekapital - og dermed gøre staten til bankaktionær - har nemlig været i brug.

»Set bredt ud over den finansielle sektor er der nogen, der har haft behov for den, og nogen, der ikke har. Den er konverteret nogle steder, og det har jo nok været med til at holde nogen i live,« siger Peter Straarup.