Straarup: Ingen fyringer efter sammensmeltning

Ordførende direktør i Danske Bank, Peter Straarup, understreger, at der ikke fyres folk i forbindelse med sammenlægningen af Danske Bank og BG Bank.

Peter Straarup siger, at sammenlægningen ikke er en del af en sparerunde, der kommer til at koste arbejdspladser rundt omkring i bankernes filialer.

"Det er ikke for at spare penge, og vi fyrer ikke nogen i filialerne. I bankernes hovedkontorer kan der blive tale om effektiviseringer, men det bliver i et meget begrænset omfang," siger Peter Straarup til RB-Børsen.

Sammenlægningen vil medføre besparelser omkring 300 mio. kr., og kunder i BG Bank vil løbende blive fuldt indsluset i Danske Banks forretning. Ifølge Peter Straarup forventer koncernen ikke at miste kunder, når BG Bank ophører med at eksistere.

BG Banks logo vil være helt væk inden for et år, når alle kontokort og dankort er udskiftet.

Om årsagen til sammensmeltningen siger Peter Straarup, at det ikke giver mening at skelne mellem Danske og BG.

"Det var en svær beslutning, men det giver ikke længere mening at differentiere de to banker, fordi de er kommet til at ligne hinanden for meget," siger han.

(RB-Børsen)