Stort overskud hos L'Easy- og Inspiration-ejer

Koncernen 3C Retail, der omfatter L'Easy, wupti.com og Inspiration, lander et overskud på 237 mio. kr. for 2014, hvilket er en mindre fremgang i forhold til året før.

Tirsdag: Koncernen 3C Retail, der omfatter L'Easy, wupti.com og Inspiration, lander et overskud på 237 mio. kr. for 2014, hvilket er en mindre fremgang i forhold til året før. Det er den fynske milliardær Niels Thorborg, som står bag 3C Retail. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er fortsat en god forretning at udleje og sælge forbrugsgoder som hvidevarer og fobrugerelektronik samt livsstilsprodukter. Således har koncernen 3C Retail, der omfatter L'Easy, wupti.com og Inspiration i 2014 oplevet en mindre fremgang i forhold til året før og kan præsentere et overskud efter skat på 237 mio. kr.

Det er knap syv mio. kr. mere end i 2013, mens også omsætningen er steget med knap 50 mio. kr. fra 1.908 mio. kr. til 1.954 i 2014. Resultatet forrenter egenkapitalen med 17,2 pct.

»Vi har skabt et solidt resultat, som er på niveau med vores forventninger. Det er skabt i en tid, hvor der stadig har været en vis tilbageholdenhed hos de danske forbrugere, og hvor vi har mødt intensiv konkurrence fra andre aktører specielt på det danske marked. Derfor er vi tilfredse med resultatet,« siger Niels Thorborg, koncernchef i 3C Retail.

3C Retail har de seneste år gennemført en reorganisering, som gør forretningsenhederne i koncernen mere selvstændige.

Inspiration omdannes til livsstilsbutikker

Det medfører blandt andet, at isenkræmmerkæden Inspiration følger den strategi, der blev lagt for et par år siden. Det er en fem-årsplan, der skal forvandle Inspiration fra en traditionel isenkræmmerkæde til en kæde af inspirerende livsstilsbutikker. Det har betydet en række investeringer i både opkøb og modernisering af butikker.

»Det er en fornøjelse at besøge Inspirations butikker rundt omkring i landet og se, at der bliver lagt en stor indsats i at gøre butikkerne til en oplevelse, der ikke ligner den, man møder hos konkurrenterne. Inspiration er rigtig godt på vej, og jeg er overbevist om, at udviklingen vil fortsætte og gøre Inspiration endnu mere attraktiv for kunderne i de kommende år,« siger Niels Thorborg.

L'Easy går frem i Sverige og Norge

I L'Easy, der udlejer og sælger forbrugsgoder som hvidevarer og fobrugerelektronik, var 2014 præget af tilbageholdende danske privatkunder, mens der var en fremgang for L’Easy i Sverige og Norge og for L’Easy Business i Danmark, oplyser 3C Retail.

»Vi har set en god udvikling i Sverige og Norge i de senere år, og det er glædeligt, at vi kan bygge videre på den tendens år efter år. Det betyder naturligvis også, at disse markeder får større betydning i det samlede billede - både i hverdagen og i vores årsregnskab,« siger Niels Thorborg.

Også wupti.com, onlinevirksomhed med salg af hvidevarer og forbrugerelektronik, har holdt et niveau, som har gjort virksomheden interessant for andre aktører, skriver 3C Retail i selskabsmeddelelsen. 3C Retail accepterede i foråret 2015 et tilbud fra Dansk Supermarked om at købe wupti.com.