Stort fald i omsætningen hos kinesisk offshore-kæmpe

Det statsejede kinesiske olie- og gasselskab, der primært opererer offshore, kom ud af tredje kvartal med et kæmpemæssigt fald i omsætningen.

Foto: © Petar Kujundzic / Reuters

Omsætningen for olie- og gasaktiviteter faldt 32,3 pct. år-til-år til 36,3 mia. yuan, svarende til godt 38,5 mia. kr. Den samlede omsætning landede på 37,7 mia. yuan.

Faldet skyldes særligt de lavere oliepriser, bedst eksemplificeret ved, at CNOOC i tredje kvartal realiserede en gennemsnitlig oliepris på 48,84 dollar per tønde - svarende til halvdelen af den gennemsnitlige pris på en tønde olie i samme kvartal året før.

CNOOC producerede 105,2 mio. tønder råolie i tredje kvartal, skriver selskabet ifølge Bloomberg News, og nåede en samlet produktion af olie og gas på 127,5 mio. tønder olieækvivalenter.

Selskabets investeringer er ligeledes skåret kraftigt efter faldet i olieprisen og udgjorde i tredje kvartal 14,75 mia. yuan, godt 15,66 mio. kr., efter et fald på 44 pct. fra 26,33 mia. yuan i samme kvartal 2014.