Stort fald i indtægterne fra Nordsø-olien

I 2012 hentede den danske stat samlet cirka 25,2 mia. kr. fra Nordsøen - 15 procent mindre end i 2011.

Foto: Claus Fisker. Olien fra Dan Feltet og resten af Nordsøen har ikke været så indbringende i 2012 som året før.
Læs mere
Fold sammen

Det oplyser Energistyrelsen torsdag i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten "Danmarks olie- og gasproduktion samt anden anvendelse af undergrunden 2012."

Indtægterne, der kom fra olie- og gasproduktionen, udgjorde cirka 65 pct. af det samlede overskud fra aktiviteterne i Nordsøen. Det er desuden et fald på cirka 15 pct. i forhold til 2011 - her var statens indtjening på 30,3 mia. kr.

- Nedgangen i de statslige indtægter skyldes blandt andet, at produktionen falder i takt med, at de danske felter bliver ældre. Produktionen af olie faldt således med ca. 9 procent sidste år i forhold til 2011, skriver Energistyrelsen i meddelelsen.

Produktionen faldt til 11,7 mio. m3, mens produktionen af salgsgas faldt med ca. 14 pct. til 4,9 mia. Nm3 i 2012. Olieproduktionen er halveret siden produktionen toppede i 2004.

Ifølge prognoser i Energistyrelsens rapport ventes Danmark at kunne fortsætte med at være nettoeksportør af olie til og med 2020, mens produktionen af gas forventes at overstige det indenlandske gasforbrug frem til og med 2025.

- Det er tre år længere end skønnet for et år siden og skyldes et fald i det forventede indenlandske gasforbrug i fremtiden, skriver Energistyrelsen.