Stort dansk oliebryllup kan være på trapperne

Maersk Oil og Dong Energys olieforretning kan være på vej til en fusion efter milliardtab på olieprisens fald, vurderer brancheeksperter.

Maersk Oil og Dong Energys olieforretning kan være på vej med en fusion.
Læs mere
Fold sammen

Flere branchekendere vurderer, at sandsynligheden for et ægteskab mellem Maersk Oil og Dong Energys olieforretning er mangedoblet i kølvandet på olieprisens bratte fald og store milliardtab i begge selskaber. Dong Energy måtte nedskrive olieaktiviteterne med 8,1 mia. kr. Desuden påpeges det af eksperterne, at Maersk Oil er meget interesseret i Dongs Energys oliefelter i Nordsøen, som er Mærsks hjemmebane.

Det skriver Dagbladet Børsen.

- Timingen ville være perfekt. Maersk oil er på opkøbsjagt og ønsker at koncentrere kræfterne om investeringerne i Nordsøen. Dong Energy ønsker at satse på vindenergi frem for at kaste flere penge efter olieudvinding, siger Stig Frederiksen, Nordea Markets.

Dong Energys bestyrelsesformand, Thomas Thune Andersen, fortalte i slutningen af 2014 til Børsen, at han var åben overfor en opsplitning af Dong Energy før den planlagte børsnotering i 2018.

Det er alment kendt, at Maersk Oil er på opkøbsjagt. Hverken Dong Energy eller Maersk Oil ønsker at stille op til interview om sagen.

Ingen af selskaberne skyder dog idéen ned. En sammenlægning af de to selskabers olieaktiviteter i Nordsøen ville skabe en produktion på 350.000 tønder olie dagligt og oliereserver på godt 900 mio. tønder.