Stort behov – men usikkert for hvad

Antallet af ældre vil stige nærmest eksplosivt de kommende årtier. Men langt de fleste vil vente så lang tid som muligt med at flytte i egentlige ældreboliger.

Den Danske Diakonissestiftelse på Peter Bangs Vej. Den er en af landets ældste sygeplejeskoler, der har uddannet sygeplejersker siden 1863. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

I 2040 vil den befolkningsgruppe, der er 70 år eller derover, være mere end en halv mio. større end i dag, viser tal som Dansk Byggeri har beregnet på baggrund af Danmarks Statistik befolkningsprognoser. Derfor står det fast, at der i de kommende år vil være en endog meget stor efterspørgsel efter boliger, der opfylder ældre menneskers behov.

Hvad dét så mere præcist vil sige, er derimod uklart. Det er formentligt også derfor, at developere holder sig tilbage med at kaste sig ud i at bygge ældreboliger.

Chefkonsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen har været med til at udvikle organisationens koncept for seniorhuse, og hun er også med i en følgegruppe bag Diakonissestiftelsens projekt. Hun fortæller, at Ældre Sagen bl.a. andet baserer sit arbejde på en meget grundig analyse af, hvad det er, ældre efterspørger. Og nogle konklusioner er meget klare: Cirka en tredjedel, der nærmer sig pensionsalderen, ser perspektiver i at flytte til en mindre og praktisk bolig – men næsten ingen vil gøre det, før de får fysiske skavanker, bliver alene eller oplever lignende forandringer, der ændrer boligbehovet.

Det er altså fremdeles meget populært at blive i den bolig, man har boet i før alderdommen. En stor del af efterspørgslen vil således rette sig mod en bedre indretning af de eksisterende boliger, samt eventuelt opførelse af ejendomme til butikker og aktiviteter, der er relevante for ældre.

Dette ønske hos målgruppen gør det også svært at efterleve klassiske, idealistiske projekter med ældreboliger, hvor den bærende del af beboerne stadig er i stand til at være indstillet på at deltage i et større antal aktiviteter i deres kvarter.

Torben Liborius, afdelingschef i Dansk Byggeri, er dog ikke i tvivl om, at der vil være et betydeligt behov for egentlige ældreboliger på kommercielle vilkår.

»Jeg er sikker på, at nogle af de visionære developere på et tidspunkt vil se markedet og udvikle koncepter. Det interessante er også at få den finansielle sektor, pensionskasserne, med. Begynder man at investere i det, skal markedet nok være der,« siger han.