Store udfordringer for ny avisdirektør

Der venter den nye direktør for Dansk Avis Omdeling en stor opgave. Regnskabstallene for 2007 er blodrøde og distributions-fusionen har vist sig langt vanskeligere at gennemføre end ventet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samtidig er selskabet under beskydning fra både fagforeningen 3F og Integrationsministeriet.

Forleden blev John Romedahl udnævnt som ny mand i spidsen for Dansk Avis Omdeling. Han kommer fra en stilling som logistikdirektør i Flügger og får til opgave at vende udviklingen i Jyllands største distributionsselskab.

”Med ansættelsen af John Romedahl, er jeg overbevist om, at vi kan fortsætte den gode og nødvendige udvikling af Dansk Avis Omdeling, som vi har fået sat gang i,” siger bestyrelsesformand Bjarne Munck i en pressemeddelelse.

Dansk Avis Omdeling blev stiftet for et år siden som en fusion af JP/Politikens Hus og Syddanske Mediers distributionsforretninger i regionen. Det nye distributionsselskab har siden levet en omtumlet tilværelse affødt af massive distributionsproblemer og mangel på avisbude. I efteråret forlod direktør Pia Christensen selskabet.

Meget utilfredsstillende
"John Romedahl skal fortsætte oprydningen og omorganiseringen af selskabet. Der er sket store forbedringer siden efteråret og kvaliteten af distributionen er de fleste steder oppe i det grønne felt. Den anden udfordring er at få prisen ned," siger adm. direktør for Syddanske Medier, Mikael Kamber. Han forventer, at de økonomiske resultater i 2008 bliver markant bedre end i 2007.

Siden stiftelsen i marts sidste år er millionerne væltet ud af kassen på et presset distributionsmarked. I september forudså Mikael Kamber, at underskuddet ville ramme 60 mio. kr. for 2007.

”Det blev ikke helt så galt, men det ændrer ikke ved, at det er et meget utilfredsstillende regnskab,” siger Lars Munch, adm. direktør i JP/Politikens Hus, der ejer halvdelen af selskabet. Han fremlagde forleden hovedtallene i JP/Politikens Hus regnskab for 2007. Et regnskab, der ikke mindst er tynget af Dansk Avis Omdeling.

Selskabet beskæftiger ca. 4.500 avisbude og 90 fuldtidsansatte og omdeler blandt andet Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, JydskeVestkysten, Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis, Børsen, Information, Ekstra Bladet og B.T.

Så sent som i weekenden var Dansk Avis Omdeling i vælten, da DRs magasinprogram 21 Søndag stillede skarpt på de barske arbejdsvilkår for de rumænske avisbude. Forhold som har udløst kritik fra både 3F og Integrationsministeriet.

39-årige John Romedahl tiltræder i jobbet 1. april 2008.