Storbanks dom: Mærsk bliver delt i to

Den kommende store strategiplan betyder, at A.P. Møller - Mærsk vil blive delt midt over, vurderer storbanken Nordea i en ny, central analyse.

Den danske rederigigant nedjusterer sine forventninger til årets resultat med knap fire milliarder kroner. (se Ritzau historie 230850) Verdens største containerskib 'Mærsk Mc-Kinney Møller' i Aarhus Havn. Tilstrømningen var stor mandag den 26. august 2013, hvor man på afstand kunne beundrer verdens største containerskib der lå til kajs i Aarhus. Fold sammen
Læs mere

I løbet af efteråret vil dansk erhvervsliv opleve en historisk begivenhed. For A.P. Møller - Mærsk vil blive skåret midt over og delt op i en transportforretning og en energivirksomhed. Det vurderer stor­banken Nordea i en helt ny analyse forud for den omfattende strategiplan, som A.P. Møller - Mærsk vil fremlægge om under en måned.

»En sandsynlig udgang af strategiarbejdet er en struktur, hvor transport og energi bliver splittet for at udløse potentielle synergier, snævre ledelsens fokus ind og hjælpe med at finde lommer med vækstmuligheder,« skriver Nordea i analysen.

Traditionelt er de store nordiske banker tæt på de store investorer, og derfor har den 64 sider lange rapport været ventet med spænding. Den kommer samtidig med, at A.P. Møller - Mærsk arbejder på planen, der tegner til at blive den største forandringsproces nogensinde i dansk erhvervsliv.

Det sker, efter at den forhenværende adm. direktør Nils Smedegaard i juni blev afskediget, hvorefter bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen oplyste, at en ny strategi kan betyde, at virksomheden vil blive splittet op.

Berlingske kunne i august afsløre, at bestyrelsen og ejerfamilien hælder til en plan, som betyder, at A.P. Møller - Mærsk kommer til at blive splittet op i to enheder. Det oplyste flere kilder, der samtidig understregede, at planerne ikke er blevet endeligt vedtaget.

Nordea vurderer, at netop den model vil gavne begge de nye områder:

»Vi mener, at et split i to dele omkring transport og energi vil skabe mere strømlinede, transparente og nemmere ledede enheder, som vil gøre de separate enheder klar til bedre at tilpasse sig til de forskellige udfordringer,« hedder det i analysen.

Banken vurderer, at containerrederiet Maersk Line, der står til at blive grundstenen i det kommende transportselskab, vil få nemmere ved at købe konkurrenter i fremtiden. Netop konsolideringer er flere gange blevet nævnt som et område, der måske kan gøre den pressede containerindustri mere rentabel.

»Vi mener, at der er mange muligheder for, at Maersk Line kan foretage værdiskabende opkøb og øge sin tilstedeværelse på blandt andet Stillehavsruterne,« skriver banken.

Olien tørrer ud

I oliedelen er Nordea mindre sikker på hvad det danske selskab fremtid bliver. Maersk Oil har været en central del af A.P. Møller - Mærsk siden virksomheden i 1960erne fik rettighederne til olien i Nordsøen. Men i år har det danske selskab mistet en stor olieaftale i Qatar, der i seneste kvartal leverede halvdelen af virksomhedens olie. Det har skabt spekulationer om, hvorvidt selskabet vil afhænde de resterende olieaktiviteter.

»Vores vurdering er, at fremtiden for Maersk Oil er uklar, og når aftalen i Qatar løber ud i 2017 vil den strategiske vigtighed af Maersk Oil være mindre,« skriver Nordea.

Banken peger på, at en mulighed er at sælge den meget lovende andel i det store norske Johan Sverdrup-felt. Et andet scenarie er, at selskabet sænker risikoen ved at fokusere mindre på efterforskning og rette fokus mod de nuværende aktiviteter i Nordsøen.

Strategiplanen kommer, efter at den store danske virksomhed har haft svært ved at vokse i det pressede containermarked og i et oliemarkedet, der siden sommeren 2014 har oplevet store fald. Nils Smedegaard har skabt meget veldrevne virksomheder over hele koncernen, men den manglende vækst har betydet, at investorerne i flere år har kunnet se på en stagneret aktiekurs.