Storbanker søger væk fra London

En større gruppe udenlandske banker, der er aktive i London, planlægger samlet at forlade byen grundet øget britisk bankafgift.

Foto: PHIL NOBLE. Den britiske finansminister, George Osborne.
Læs mere
Fold sammen

Siden den britiske finansminister, George Osborne, lod en særlig skatteafgift for bankerne stige 0,21 pct. i marts for niende gang siden 2011, har storbanker set på mulighederne for at flytte.

Det skriver Financial Times.

- Afgiften betyder, at det bliver urentabelt at fortage visse forretninger i Storbritannien, vurderer topchefen Anthony Browne fra de britiske bankers brancheorganisation, der eksemplificerer med internationale handelstransaktioner.

Afgiften gælder kun bankernes forretninger inkluderet i deres britiske statusopgørelser, hvilket betyder, flere overvejer at flytte dele af deres drift udenlands. Banker som HSBC, Citigroup og JPMorgan skulle angiveligt være i gang med at undersøge deres muligheder.

En unavngiven kilde vurderer over for Financial Times, at afgiften er kortsigtet og vil betyde, at Storbritannien vil miste indtægter for den drift, der flyttes ud af London. Andre kilder anslår, at den seneste stigning var regeringens forsøg på at presse Labour op til valget og nu vil undgå politik, der rammer banksektoren negativt.