Storbank tager SAS til nåde

Britiske HSBC rykker SAS-aktien op på neutral anbefaling - som en af de få.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen
Den britiske storbank HSBC kigger ikke længere skævt til SAS-aktien. Anbefalingen er blevet hævet til "neutral" fra "undervægt", og kursmålet er løftet til 8,75 skr. fra 5 skr. Det fremgår af Bloomberg News.

Kursmålet ligger dermed næsten på linje med børskursen mandag, hvor SAS sluttede i 8,90 skr. på Stockholmsbørsen.

I København endte SAS-aktien i 7,80 kr. efter en stigning på godt 6 pct. HSBC's nye kursmål er omregnet til danske kr. på 7,65.

Med sin neutrale anbefaling er HSBC blandt de mere optimistiske på SAS-aktiens vegne. Blandt ni børshuse anbefaler hele seks huse sine kunder at sælge eller reducere antallet af aktier i SAS. Kun en analytiker har en købsanbefaling, mens yderligere et hus ud over HSBC har en neutral anbefaling. Det viser data fra Bloomberg.

/ritzau/FINANS