Storbank: Markedet gik skævt af Danske Bank

Faldet i værdien af Danske Bank på børsen antyder en recession i dansk økonomi, hvilket er helt misforstået, mener Goldman Sachs.

Markedet er gået helt skævt i værdisætningen af aktierne i Danske Bank, skriver RB-Børsen. Den nuværende markedsværdi af Danmarks største bank antyder en kommende recession i dansk økonomi, hvilket er helt fejlslagent, mener den internationale investeringsbank Goldman Sachs.

- Markedsværdien af Danske Bank antyder enten, at Danske Banks internationale vækst vil gå i stå, eller at den danske økonomi vil opleve en dramatisk opbremsning. Vi tror dog ikke på nogen af delene, skriver Goldman Sachs i et notat onsdag.

Helt modsat mener Goldman Sachs, at Danske Bank er en overbevisende god købsmulighed på det danske aktiemarked. Goldman Sachs har derfor tilføjet Danske Bank-aktien til investeringsbankens såkaldte "conviction buy list", som er en liste over de mest overbevisende købsmuligheder på aktiemarkedet.

- Vi ser en stærk vækst i indtjeningen drevet af fortsat stærk vækst i Sverige og Norge sammen med restrukturering af omkostningerne i Finland og Nordirland og fortsat pæn vækst i Danmark, skriver investeringsbanken i et notat til kunderne. Goldman Sachs sætter et kursmål på aktierne på 293 kr. pr. aktie, men ser en mulighed for en "upside" på 28 pct. i forhold til kursmålet.

Aktierne i Danske Bank har ellers klaret sig elendigt i år med et kursfald på over 8 pct., men onsdag formiddag bliver aktien handle næsten 3 pct. højere til 237,5 kr. pr. aktie.

RB-Børsen

Kilde: XXX