Storbank ansatte kundernes familie og venner

JPMorgan er under efterforskning for bevidst at have hyret venner og familie af direktørerne hos bankens kunder med det formål at vinde opgaver.

Foto: MIKE SEGAR. Storbanken JPMorgan.
Læs mere
Fold sammen

Under programmet "Sons and Daughters" hyrede JPMorgan flittigt venner og familie af topcheferne hos tre fjerdedele af de kinesiske virksomheder, som banken hjalp med at børsnotere i Hongkong.

Det skriver Wall Street Journal.

JPMorgan er under efterforskning for bevidst at have hyret venner og familie af direktørerne hos bankens kunder med det formål at vinde opgaver.

222 kandidater, primært praktikanter, blev hyret under et program internt kendt som "Sons and Daughters" mellem 2004 og 2013. 45 pct. blev refereret af kinesiske embedsmænd eller ansatte i statsejede kinesiske virksomheder, skriver Wall Street Journal.

Programmet falder sammen med en stigning i JPMorgans andel i børsnoteringer i Hongkong, men korrelation er som bekendt ikke ensbetydende med årsagssammenhæng, og myndighederne undersøger derfor, om der er sammenhæng mellem de to, og om praksissen kan udgøre bestikkelse under amerikansk lovgivning.

JPMorgan hjalp i perioden 12 selskaber på børsen i Hongkong, og i ni tilfælde ansatte JPMorgan kandidater refereret af selskaberne eller deres moderselskaber. I de tre år, hvor programmet toppede, 2010, 2011 og 2012, toppede JPMorgan ligeledes målt på markedsandel på IPO-markedet i Hongkong, mens banken faldt kraftigt tilbage efter programmet blev lukket i 2013.