Storaktionær frasolgte OW-aktier før konkurs

På otte dage lykkedes det for den amerikanske investeringsfond Cantillon Capital Management at sælge samtlige aktier i OW Bunker og dermed undgå et smertefuldt tab.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra den 23. oktober og 10 dage frem nåede fonden at sælge hele aktieposten på 146 mio. kr., inden OW Bunker blev sat i børspause. Det skriver Jyllands-Posten.

- Det kan ikke udelukkes, at nogen har handlet på intern viden, men det kan også være, at der er aktionærer, der reagerer på de telekonferencer, som selskabet holdt med aktieanalytikerne. Der blev givet nogle tøvende svar, og alene det, at analytikerne begynder at spørge kritisk ind til eksemplevis firmaets risikostyring, kan jo få aktionærer til at sælge ud, siger ekspert i erhvervsjura ved CBS Søren Friis Hansen, til Jyllands-Posten. Han mener dog, at Finanstilsynet bør undersøge sagen.

Cantillon har ikke ønsket at oplyse, hvilke banker der har assisteret med salget, men handlerne skete i en periode hvor især investeringsbanken Carnegie var særlig aktiv på markedet og håndterede langt de fleste handler. Den svenske bank, der var med til at sende OW Bunker på børsen, solgte dermed aktier for 180 mio. kr. i måneden op til olieselskabets konkurs. Også SEB og amerikanske Morgan Stanley solgte massivt ud af aktier i periode forud for konkursen.

Imens storinvestorerne solgte ud, stod en række aktionærer, hvoraf de fleste typisk er mindre private aktører, klar til at overtage aktierne, og de sidder nu tilbage med store tab.