Stor udenlandsk interesse presser DONG-prisen op

Udlandet er vilde efter at få fingre i DONG-aktier, og det har presset mindsteprisen på energiselskabet op med 8,4 mia. kr.

DONGs topchef Henrik Poulsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Prisen på den danske energigigant DONG Energy stiger. Den udenlandske interesse i at få aktier i DONG er så stærk, at selskabet nu indsnævrer sit prisspænd. Tidligere var prisspændet på DONG 200-255 kr. per aktie, men dette er nu indsnævret til 220-255 kr. per aktie, hvilket minimum vil gøre DONG knap 92 mia. kr. værd.

Det oplyser kilder med kendskab til processen til Berlingske Business.

Bankerne bag børsnoteringen af DONG er i disse dage ude at sælge energiselskabet ind til investorer verden over, der indgiver deres bud på DONG. Det er denne proces, der nu har gjort, at prisen på DONG kan indsnævres.

Børsnoteringen af DONG bliver den største danske notering nogensinde, og også globalt er der tale om en enorm introduktion, som altså har påkaldt sig opmærksomhed fra investorer fra hele verden. Det skulle særligt være en skarp interesse fra udenlandske investorer, der har presset prisen på DONG Energy op, erfarer Berlingske.

Med den indsnævrede pris er DONG nu værdisat til 92-106 mia. kr., og dermed er det sikkert, at Goldman Sachs nu har fået mindst 100 pct. afkast på den investering, som de lavede i foråret 2014.

DONG går på børsen torsdag d. 9. juni.